Fyns bedste puslinge
Tirsdag blev det med 10-måls sejren på 23-13 over Tommerup, guldmedaljer fra Fyns Håndbold Forbund, børnechampagne og sang i omklædningsrummet og en tur under bruseren for træner Helle Riget på behørig vis fejret, at SUS' puslinge drenge elite A er blevet fynsmestre og nu skal til danmarksmesterskabet i Hvidovre i april.

Efter en jævnbyrdig start på kampen med stillingen blandt andet 7-7 kom de allerede sikre fynsmestre (efter sejren om søndagen i Hårby på 18-13) i gang. Patrick N. Jensen og Jakob Bauer tog godt for sig i SUS-målet, og samtidig scorede Simon Elsborg, Mads Rydal, Anders Bebe og Sebastian Ring på flere gode langskud, ligesom fløjspillerne Casper D. Jensen, Matthias Petersen, Niels Hansen og Christian Hansen Aase på kontraløb og fløjmål satte tingene på plads sammen med stregspiller Simon Ring - til de suveræne slutcifre på 23-13.

Altså endnu en flot og helstøbt indsats af alle spillerne på holdet foran det store publikum i Ullerslevhallen.

Derefter var der overrækkelse af FHF's guldmedaljer og fynsmesterskabspokal og -diplom ved forbundets økonomichef, Lene "Høj" Jørgensen, der som "SUSer" og medlem af klubbens bestyrelse samtidig glædede sig over den meget fornemme præstation af holdet og træner Helle Riget.

I omklædningsrummet var der børnechampagne - skænket af holdets sponsor, vognmand Jens Ring - og den obligatoriske tur under bruseren til træneren. Og ekstra festligt var det, da der blev sunget ikke mindre end to sejrssange - digtet af spillerne selv!

Et stort tillykke til puslingene og deres træner - og held og lykke ved det uofficielle danmarksmesterskab i Hvidovre den 24. og 25. april - og i sæsonerne fremover!!!

Se videoklip med sejrssang efter triumfen!  

 


Tilbage til forsiden