Gårdmand får assistent næste sæson

Som allerede meddelt skal Carsten Gårdmand i næste sæson foruden at være træner for SUS Håndbolds damer også fungere som klubbens sportschef.

For både at kunne klare dette job og ledelsen af klubbens bedste damehold, som - endog måske - befinder sig i divisionen til den tid, får han næste sæson tilknyttet en assistenttræner.

Og det er ikke »hr. Hvem som helst«. Det bliver nemlig Jan Petersen, Odense, som gennem mange år har stået i spidsen for højtrangerede hold i Odense.

Han kommer fra jobbet som træner for OH 77, der i denne sæson ligesom SUS ligger i danmarksserien. Her har han været træner i to sæsoner, og tidligere har han også ledet Otterup og TPI Odense's damer i 3. division samt herrerne i Bolbro GF.

Som aktiv spiller har Jan Petersen også markeret sig flot. Som målmand i Stjernen sammen med legendariske Kay Jørgensen spillede han i landets bedste række og opnåede at spille på ungdomslandsholdet. I en lang årrække vogtede han efterfølgende målet i OH 77.

Nye på vej
Med denne særdeles kompetente træner kan Carsten Gårdmand blandt andet frigøre sig til kontakt med nye spillere, være bindeled og sparringspartner for klubbens mange trænere, og i det hele taget lægge en sportslig linie i SUS Håndbold.

Med hensyn til nye spillere er der allerede meldinger om flere, som både på dame- og herrefronten er på vej til SUS Håndbold til næste sæson. Især de mulige oprykninger for de bedste hold - og på herresiden som noget nyt 2. holdet i Fynsserien og 3. holdet i serie 1 - bør gøre klubben yderligere attraktiv.

Endnu flere nye ansigter er naturligvis velkomne i SUS Håndbold, og man kan her allerede nu kontakte den nye sportschef Carsten Gårdmand for yderligere oplysninger. Han har telefon 66 13 47 42 og mobil 27 21 93 84. 


OH 77's dametræner, den tidligere ungdomlandsholdsmålmand Jan Petersen, bliver næste sæson assistenttræner for SUS Håndbold's damehold.

Tilbage til forsiden