Kampen blev spillet i et meget højt tempo, som derfor gjorde, at man i de to holds forsvar havde svært ved at få sat taklingerne ind på de rette tidspunkter.
Ved stillingen 7-7 fik SUS Nyborg skabt et lille hul på grund af gode redninger af Jonas Rohde i målet med efterfølgende kontramål fra Anders Stuhr til følge. SUS Nyborg bragte sig i denne periode foran10-7.
Holdene skiftedes derefter til at score, og HCO kæmpede hele tiden for at hænge på, men halvlegen endte med en føring på 20-16 til SUS Nyborg.
Efter pausen blev der fra begge hold sat en del mere fysik ind i kampen, men det afholdt ikke spillerne fra at byde ind med flotte afslutninger.
SUS Nyborg slog et afgørende hul og øgede føringen til 28-21 i midten af 2.halvleg – blandt andet med indsats fra en fantastisk spillende Jonathan Würtz, som scorede efter behag i store dele af kampen.
HCO kunne i den resterende del af kampen ikke true SUS Nyborg, som har en bred trup og fysisk er hvor de skal være. Det betød en sikker sejr på 37-30 til det det østfynske hold.
SUS Nyborg kunne efter kampen endvidere glæde sig over, at FHF’s pokalfightertitel gik til en af deres spillere – nemlig Emil Thorsen, der meget fortjent blev hædret med diplom og en håndbold. Stort tillykke til Emil.
Også stor ros til Aarup håndbold for et flot arrangeret stævne, som fik de mange medrejsende SUS Nyborg tilskuere op af stolene og med på den gode stemning.
Målscorere for SUS Nyborg i lørdagens pokalfinale: Jonathan Würtz 13, Chris Pedersen 7, Anders Stuhr 6, Emil Thorsen 6, Christoffer Godskesen 3, Magnus Kristensen 1, Frederik Koch 1
Man kan se eller gense kampen her