Stillingen i U10 pige A række taler sit tydelige sprog. Vores U10 pige A er kommet flyvende fra start efter jul. Det er blevet til 5 sejre i 5 kampe, hvor man vel at mærke har mødt rækkens nr. 2, 3 og 4.
Pigerne har løftet deres niveau hele vejen rundt, der bliver lavet små aftaler og kørt systemer, der volder modstandernes forsvar problemer. I forsvaret står pigerne sammen, og der bliver givet og taget. I målet har Julia vist klasse, og det er ikke mindst på grund af hende, pigerne har opnået de fine resultater.
Pigerne kørte til GOG onsdag den 25/2 med sommerfugle i maven. Det var indtil da ikke lykkes dem at tage point fra GOG, men onsdag aften viste hele holdet tænder på GOG’s hjemmebane og kunne køre hjem til Ullerslev med en sejr på 17-13 i bagagen.
GOG startede kampen klart bedst, men langsomt kom pigerne med igen, især takket være mange redninger fra Julia, og holdet var kun bagud 10-8 ved pausen. Pigerne lukkede fuldstændigt af de første 10 minutter af 2. halvleg og bragte sig komfortabelt foran 14-10 og holdt GOG på afstand resten af kampen på trods af mange brændte straffekast – måske et lille fokuspunkt til de næste træninger!!!
På vej hjem i bilen var der højt humør, og det er heldigvis ikke kun på håndboldbanen pigerne hygger sig sammen.
Tidligere på måneden blev DHG besejret i Ullerslev, og her spillede pigerne det bedste spil, jeg til dato har set. Næsten alle kom på scoringslisten, og der blev kæmpet og stået sammen, så pigerne fra DHG slet ikke kunne stå imod, trods det at DHG’s træner i pausen sagde til sine spillere, at nu var det tid til at gå ud og spille med musklerne over for de noget mindre SUS-piger. Men lige lidt hjalp det, for vores piger løber med en 10-måls sejr på 16-6!
Forude venter tre kampe mere, så spændende om pigerne kan holde niveauet og slutte på førstepladsen.
Helle og Lars Nørhave