Klubbens herre fynsseriehold vandt i weekenden d. 12./13. september A-rækken i Egene Cup Gråsten. I rækken deltog hold fra jyllandsserien, fynsserien og 3. division.
Holdet spillede i alt fem kampe, der alle resulterede i sejre. Heraf blev de tre kampe vundet over 3. divisionshold. Holdet var i weekenden suppleret med spillere fra klubbens dygtige U-18 divisionshold. Om lørdagen deltog Anders Bebe, Jacob Lindemann, Niels Hansen og Mads Rydal. U-18-drengene viste stor styrke og havde således en stor del af æren for de flotte resultater. Også de etablerede seniorspillere leverede en super indsats. Weekendens sammenspil mellem seniorerne og de nævnte U-18 spillere tegner godt for klubbens fremtid.
Efter afgang fra Ullerslev kl. 5.30 lørdag morgen blev første kamp i den ”kendte” sønderjyske by Kværs (!) fløjtet op kl. 8.30. Modstanderen KIF/Vamdrup viste sig hurtigt at være en overkommelig modstander og blev på de 2x25 min besejret med 27-13. I kampen hvor forsvaret stod stærkt og contraangrebene fungerede viste Heine Christiansen stor styrke fra venstre back med egne scoringer og ikke mindst mange frispilninger til Jesper Bæk på venstre fløjen. Jesper var sikkerheden selv fra fløjen med mange flotte scoringer.
Den sidste kamp lørdag var den største udfordring. HK Århus Nord (også kendt som HEI) 3. Divisionshold fra Århus har som erklæret mål at rykke op i 2. division. Inden kampen var der stor respekt for holdet. Men da kampen startede var alle hæmninger lagt væk, og holdets spillende træner Dennis Vesterskov gik forrest med gode aktioner i forsvar og angreb som udmøntede sig i en føring på 3-0 i starten af kampen. Det gav troen på sejrsmuligheden. Der blev fightet på livet løs. De to U-18 ”to-meter-drenge” Jacob og Anders skal roses for en formidabel indsats i midterforsvaret. Men generelt var der tale om en stor holdindsats hvor alle bidrog til sejren på 26-22.
Lørdag eftermiddag og aften var der tid til at feste sammen med klubbens og stævnets øvrige deltagende hold. En del spillere måtte dog vende næsen mod Fyn.
Søndag morgen blev den sidste puljekamp vundet sikkert med 32-14 over Egtved If. Desværre fik Michael Markvardsen allerede i første halvleg en ”skudarm” i hovedet med en flækket overlæbe som resultat. Det blev ordnet med et par sting på skadestuen i Sønderborg. Desværre var Michael herefter ukampdygtig.
I semifinalen blev det efter halvlegsføring på 13-7 til en unødvendig smal sejr over 3. divisionsholdet Ans If på 21-18. Det var tydeligt at spillerne efterhånden var mærket af de mange kampe. Desværre blev vi ramt af endnu et uheld, idet den eneste tilbageværende stregspiller på holdet Morten Wind vred om på foden. Så var han også ude, og der var kun en markspillerudskiftning tilbage, men som nævnt blev sejren kørt hjem.
Finalen skulle spilles 45 minutter efter semifinalen. Modstanderen var hjemmeholdet Vidar Sønderborg fra 3. division. Et rigtigt stært hold havde vi ved selvsyn konstateret. Bl.a. med et par 1. divisionspillere fra sidste sæson, herunder den tidligere GOG-profil Simon Lindhardt. De tilbageværende spillere havde sandt at sige noget ondt af sig selv og troen på sejr kunne vist ligge på et meget lille sted. Én udskiftning og nogle meget ømme kroppe!
Det startede som frygtet. Vi blev løbet ned og var hurtigt bagud med 7-3. Efterhånden blev modstanderen dog kigget ud og en mandsopdækning af Simon Lindhardt og senere en skade hos samme spiller, hjalp til at vi langsomt åd os ind på dem. Pludselig var det som om fanden tog ved spillerne og troen vendte tilbage. Jesper Bæk der i kampen måtte indtage pladsen på stregen nød godt af indspil fra ikke mindst Dennis. Kenneth R. kom ind fra bænken og lavede isse på målmanden. Jonas i målet, der i de første 40 min. af kampen havde ”hånden” på alle bolde, som alligevel gik ind, fik endelig fat og lukkede af foran et godt kæmpende forsvar. I angrebet var det først Jacob Lindemann, der førte sig frem med flotte hopskud fra distancen, indspil til stregen og contra-raids. Det resulterede i en mandsopdækning af Jacob. Så tog Mads Rydal over. 3-4 mål på stribe betød, at også han blev mandsopdækket. Til sidst mandsopdækkede Vidar tre mand. MEN så tog Niels Hansen over med imponerende scoringer fra alle vinkler og positioner. Ind imellem blev det krydret med flotte contra- og fløjscoringer fra Christian Birkholm.
Det var i sandhed en finale, hvor ”mus blev til mænd”. På bænken sad de to skadede og rutinerede spillere Markvardsen og Wind og bakkede deres holdkammerater op. Det hele endte i en finalesejr på 34-28 et meget imponerende resultat.
Weekendens resultat viser ikke mindst, at der er basis for at SUS Håndbold igen kan få divisionsstatus på herre seniorsiden. Hvis alle vil det, er bestemt mulighed for avancement i de kommende sæsoner.
Super godt gået – drenge!