Spændende SUS-tilbud: Tag med til Final4 i Köln i maj næste år

Veteranholdet planlægger en bustur til Köln den 29. maj til 1. juni 2015, hvor der er billet til alle fire slutkampe i håndboldens champions league. Alle interesserede i og omkring SUS Håndbold har mulighed for at tilmelde sig. Læs mere om super-håndboldtilbuddet her!


Efter sæsonen har SUS Håndbolds veteranhold  i nogle år arrangeret en udenlandstur. Næste år er ambitionerne sat meget højt, idet målet bliver overværelsen af det ypperligste indenfor klubhåndbold: Final4 i Köln!

Turen foregår i bus, med afgang fredag morgen den 29. maj fra Ullerslev. Lørdag overværes de to semifinaler og søndag bronzekampen og finalen - givetvis med flere af de danske topspillere i aktion!

Ind imellem er der naturligvis også sightseeing og masser af hygge og samvær.

Hjemrejsen foregår mandag den 1. juni.

Turen er inkl. bustransporten, hotel med halvpension og billetter til Final4. Prisen pr. person er 4.500 kroner.

Mange af veteranholdets spillere, ledsagere og øvrige med tilknytning til holdet og klubben er allerede tilmeldt. For at turen gennemføres, skal der være 40 deltagere, og derfor er fortsat pladser.

Derfor håber veteranholdets arrangører, at endnu flere har lyst til denne store håndboldoplevelse.

Forhåndstilmelding sker til mail@sus-ullerslev.dk senest den 21. september.