Ny diskoteksrekord i Ullerslev

Det seneste Spar-To diskotek havde næsten 700 gæster. Foreningen opfordrer foreningsmedlemmer og forældre til at melde sig som hjælpere til de succesrige arrangementer.


Efterårets første diskotek i Spar-To fredag den 4. september blev en stor succes. Med tæt på 700 gæster blev der sat ny rekord! Og det hele forløb i god ro og orden. Omsætningen blev på godt 70.000 kroner, og derfor forventes et overskud på omkring 45.000 kroner.

- Det lykkedes at skaffe 12 rigtig gode kontrollører til dagen, via især Gymnastikforeningen, Spejderne og Motionscentret. Men vi kan godt bruge flere, så de samme ikke behøver komme hver gang. Der må da være en masse store, stærke mænd/forældre/ trænere i SUB, SUS, LSGIF og Svømmeklubben også, lyder opfordringen fra Anne B. Ferrold, formand for Spar To, der gerne modtager tilbud om hjælp fra foreningerne ved de kommende arrangementer på mail abfc@odense.dk. Husk at opgive navn og telefonnummer. 

Næste diskotek i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter foregår fredag den 2. oktober.