U18 Drenge Liga Øst SUS-FIF 24-33 (14-14)
Selv om SUS Håndbolds talentfulde U18 drenge slutter på sidstepladsen i Liga Øst, så har de afgjort lært af sæsonen i landets bedste række.
- Vi har mødt meget stærke hold, og i perioder spillet flot håndbold. Blandt andet som her i 1. halvleg i dag, lød det holdets trænere Jes Fisker Damkjær og Lars Nørhave efter nederlaget i sæsonens sidste hjemmekamp mod FIF fra København, som endte med et nederlag på 24-33, efter uafgjort 14-14 i første halvleg.
SUS-trænerne erkender, at det har været en svær anden halvsæson i ligaen med en smal trup, efter tre af holdets profiler, Lasse Mikkelsen, Joakim Rydal og Thomas Stuhr, alle blev skadet.
- Spillerne har trænet godt hele sæsonen, og absolut ikke mistet modet trods nederlagene i ligaen. De har fokuseret på de gode resultater og de gode momenter i kampene.
Det oplevede publikum i søndags, da SUS-drengene efter 12
minutter var bagud 2-7 mod de stærke københavnere, men med godt spil stille og
roligt fik halet ind på dem. SUS sluttede første halvleg bedst af, og gik med
syv minutter igen fra 8-13 til pausestillingen 14-14.
I anden halvleg løb FIF fra hjemmeholdet, især fordi SUS brændte for mange
oplagte efter ellers gode gennemspil.
Alle SUS Håndbolds spillere kom på måltavlen. Målene blev fordelt med 5 til Danny Simonsen, Alexander Verheij 4, Henrik Skytthe 3, Kristian Berth 3, Mikkel Birch 3, Thomas Torp 3, Marko Nowack 2 og Martin Stuhr 1 mål.
Holdet mangler dog endnu en svær kamp, før sæsonen helt er afsluttet. Den spilles på søndag i København mod Ajax.