Med en håndfuld stamspillere ramt af sygdom og skader, så det ikke ligefrem lyst ud, da fynsseriedamerne søndag tog imod de højere rangerende damer fra Vissenbjerg.
- Ja, jeg er jo ikke meget for at indrømme, at jeg ikke helt troede på det her fra starten af, sagde træner Martin Poulsen umiddelbart efter kampen.
For hvad der så ud som en vanskelig opgave, var lettere at løse end først antaget. Det første kvarter, så det det også ud til at blive en tæt affære, men ved stillingen 8-8 laver en af kampens bedste spillere, Rachel Sejten, et par gode aktioner i forsvaret, der udløser hurtige kontramål, og SUS går til pause foran 13-10.
Og den føring kommer aldrig i fare. Tværtimod så fortsætter SUS-pigerne med at sætte rigtig gode scoringer ind bag et knap så stærkt Vissenbjerg-forsvar, hvor især Majbritt Pedersen på stregen, Trine Torp på bakken og de to U18-spillere Amanda Sejer (kampens spiller) og Henriette Godskesen viste stort mod, og det kom der mål eller straffekast ud af.
Holdet spiller et rigtig godt sammenhængende angrebsspil, hvor alle spillere er farlige mand mod mand, og det skaber de helt rigtige chancer. Der er god tålmodighed i både angreb og forsvar, hvor der dog de sidste fem minutter slækkes lidt på kræfterne, så sejren ”kun” bliver 28-21.
På tirsdag venter et vigtigt lokalopgør, hvor Kertemindes damer garanteret vil gå langt for at revanchere det nederlag, de indkasserede i første halvdel af sæsonen. Kampen spilles i Kerteminde Idrætscenter tirsdag den 18. marts kl. 19.30. SUS-pigerne håber på stor opbakning.
Kampen søndag mod Vissenbjerg var også den første uden den rutinerede keeper Anette Markvardsen, der desværre har måttet indstille håndboldkarrieren i utide grundet en skade i nakken. Heldigvis er Anette fremover at finde på bænken, hvor hun er en god støtte for holdet.