På nær U18 piger, som til gengæld skal være med til yderligere at forstærke klubbens dame seniorhold i fynsserien og serie 2, så har SUS Håndbold igen i år hold i alle rækker. Og tilmed mange spillere i de enkelte kategorier.
Der er således igen muligheder for gode resultater, og blandt andet er der satset yderligere på, at de bedste seniorhold skal komme godt fra start i Fynsserien, og dermed fremover være attraktive for de mange talenter, som hver sæson rykker op fra ungdomsrækkerne.
Det glædede den nye formand, Ann Karina Lindemann, og den øvrige bestyrelse, da klubbens mange trænere var samlet til opstartsmøde i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter mandag den 10. august.
Fra seniorudvalget, ungdomsudvalget og børneudvalget var der informationer, så trænerne er bedt muligt klædt på til den kommende spændende sæson og dens udfordringer.
Nyt er det, at der er oprettet ungdomsudvalg, som henholdsvis fra U14 til senior i både piger og drenge skal sørge for at have en rød tråd fra ungdom- til seniorårgangene. Carsten Gårdmand, som skulle have været ungdomstræner i SUS i den nye sæson men som afgik ved døden for nylig, var i gang med at udarbejde et nyt sæt retningslinier for at fastholde denne røde tråd. U18-træner Ulrik Jørgensen vil nu færdiggøre dette arbejde, så trænerne her får et godt hjælpemiddel i den daglige træning.
Udover trænere til U6, som endnu ikke er på plads, mangler der her ved opstarten kun en træner, som vil kunne følge 3. holdet i U14 drenge ved deres kampe om søndagen.
Dorte Jensen, som står for vask og vedligeholdelse af klubtøj, gav også praktiske råd i forbindelse med tøjet, som er til rådighed for alle hold. Hun nævnte, at hun i sidste sæson havde vasket ikke mindre end 549 maskinvaske.
Der blev også informeret med den specieltræning, som iværksættes for klubbens målmænd, og som forestås af U18-målmand Mikkel Jensen.
Ligeledes blev Fionia Bank Cup stævnet gennemgået. Her deltager alle SUS's U10, U12 og U14 med overnatning.
De fleste hold har i denne uge så påbegyndt træningen i hallerne efter sommerferien, og med den store og erfarne trænerstab er SUS Håndbold med sikkerhed godt rustet til den nye sæson.