U18 drengene indledte med nederlag og udesejr

I torsdags kæmpede SUS-drengene flot i 1. halvleg mod favoritterne fra GOG, og førte med et enkelt mål. Det blev dog til et klart nederlag i premieren i 1. division. Til gengæld vandt holdet udekampen i går i Roskilde.

U18 drengene indledte sæsonen i 1. division mod stærke GOG, hvor det blev til nederlag på 20-31, efter SUS-føring på 12-11 ved halvleg. 

Til gengæld blev det i dag søndag til flot sejr på 32-26 over Roskilde Håndbold på udebane.


I kampen mod puljens favoritter fra GOG spillede SUS-drengene en rigtig god første halvleg. De stod solidt i forsvaret og pressede GOG’erne til upræcise afslutninger. Angrebsmæssigt spillede drengene seværdigt håndbold med godt tempo og fine angrebsåbninger.

Efter pausen satte GOG mere tempo i spillet. De udlignede og kom forholdsvis hurtigt foran. En føring, der holdt kampen ud.

Nederlaget til trods var trænerne tilfredse med drengenes indsats. Som de sagde: - De kæmpede alt hvad de kunne.

Målene mod GOG blev fordelt på hele syv spillere. Topscorer blev Thomas Torp med 6 træffere på 6 forsøg.

To point i Roskilde

I kampen i går søndag i Roskilde mod Roskilde Håndbold var der til gengæld ingen slinger i valsen. SUS førte ved halvleg med 16-11 og vandt kampen 32-26.

Et solidt forsvarsarbejde, med 9 kontramål til følge, dannede grunden for sejren.I perioder viste drengene godt spil med gode angrebskombinationer.

Målmændene Hans Neldeborg og Simon Nørgaard reddede hver et straffe.

Kampens målscorere blev Thomas Stuhr 6, Lasse Mikkelsen, Mikkel Birch og Thomas Torp hver 5, Danny Simonsen, Alexander Verheij og Kristian Berth hver 3, samt Henrik Skytthe 2.