SUS Håndbold har fået ny formand. Efter blot et enkelt år på posten, har René Vitton på grund af arbejdspres i det civile liv og tjansen som træner for klubbens U16-piger valgt at "kun" at være næstformand i bestyrelsen, en post han også havde, inden han sidste år så blev formand.
Ved det konstituerende bestyrelsesmøde forleden gik formandsposten i stedet til Ann Karina Lindemann, som sammen med Denise Innocenti, Anders Bebe og Jens Ring blev nyvalgt til bestyrelsen ved generalforsamlingen.
Ann Karina Lindemanns indgang til SUS Håndbold er primært, at hendes tre sønner alle spiller i SUS Håndbold.
Familen bor i Rynkeby og er alle vilde med sport. Ann Karina startede selv med at spille håndbold som puslinge pige, og har spillet indtil for ni år siden.
Hun har været håndboldtræner i Kølstrup/Rynkeby i 10 år, været træner i KR 70 fodbold i tre år og i Kølstrup/ Rynkeby Badminton i 3 år, inden hun for fem år siden stoppede som træner.
- Jeg har pt. to drenge, som spiller i SUS, en på U 16 og en på U 18. Derfor synes jeg, det var det rigtige tidspunkt at melde mig til klubarbejde på andet end trænerniveau, og derfor sagde jeg ja til bestyrelsen, da jeg på den måde kan være med til at støtte mine børn på en mere faglig måde, end bare som tilskuer, siger Ann Karina Lindemann.
- Posten som formand er derfor noget helt nyt for mig, men jeg glæder mig til den udfordring, og håber jeg kan byde ind med noget kreativt til en meget velfungerende klub og at samarbejdet imellem frivillige hjælpere, trænere og bestyrelse, samt sponsorer fortsat kan bevares, da det er en nødvendighed med frivilligt arbejde i en klub, for at få det hele til at hænge sammen i en større enhed.
Ved det konstituerende møde blev Denise Innocenti valgt som sekretær i bestyrelsen.