Fyldt bus til Holbæk

Ikke mindre end 32 SUS-tilskuere er med, når 3. divisionsdamerne i morgen drager til Holbæk til den afgørende kamp om oprykning til 2. division.

 

Der bliver SUS-stemning på lægterne i Holbæk Stadionhal i morgen aften kl. 20.00, og dermed maksimal opbakning til SUS-damerne i deres bestræbelser for at sikre sig oprykningen til 2. division.

 

Når spillerbussen kører fra Odense i morgen kl. 16.55 og fra Ullerslev Kultur- og Idrætscenter kl. 17.15 er alle 32 pladser til tilskuere således besat.

Sammen med spillerne kan det blive en ekstra festlig hjemtur, hvis det forhåbentlig lykkes at vinde kampen og dermed sikre oprykningen inden sæsonens to sidste kampe.

Sagen er den, at SUS på førstepladsen inden kampen har tre point mere end Holbæk på andenpladsen, og derfor er en sejr  være ensbetydende med, at SUS-damerne er sikre på førstepladsen inden kampene mod henholdsvis TMS Ringsted ude på søndag og i sidste spillerunde søndag den 24. marts hjemme mod Rørby-Værslev IF.


Uafgjort mod Holbæk vil også være nok til oprykning, mens et nederlag bevirker, at de sidste to kampe skal vindes, før at 2. division i næste sæson i SUS Nyborg-regi er en realitet.