Spillere vender hjem

Jacob Lindemann er som bekendt tilbage i SUS Nyborg fra Otterup HK, mens også Lasse Folkmann fra den norske liga og målmand Frank Mikkelsen er begyndt træningen i SUS Nyborg efter syv år ude, først i HC Odense, Otterup HK og det seneste halvandet år på Vejles 1. divisionshold.


Her i anden halvsæson er tre tidligere SUS-spillere vendt tilbage til det østfynske holdfællesskab mellem SUS og Nyborg efter hver deres eventyr i højere rangerende klubber. Først kom Jacob Lindemann tilbage efter blot et halvt års ophold i 1. divisionsklubben i Otterup, og nu har også to øvrige spillere, som har spillet ungdomshåndbold i SUS Håndbold, påbegyndt træningen i SUS Nyborg.


Det er 21-årige Lasse Folkmann, der som drengespiller var playmaker på det succesrige Ullerslev-hold, som vandt DM-bronze. I forbindelse med efterskoleopholdet i Oure skiftede han som 2. års junior til GOG, og som senior spillede han for HC Fyn, inden han blev kontraktspiller fra starten af denne sæson hos Haugeland HF, der spiller i den norske håndboldliga.


For både han og målmand Frank Mikkelsen, der er spilleklar for SUS Nyborg fra midten af februar, er det et glædeligt gensyn med mange af kammeraterne fra ungdomstiden.

- Det er dejligt at komme tilbage til barndomsklubben. Jeg kender jo dem alle og har fulgt klubben lige siden. Derfor har jeg altid gerne ville tilbage, når chancen bød sig, siger Frank Mikkelsen, der i alle ungdomsårene fra lilleput indtil 2. års ynglinge var en markant og dygtig sidste skanse. Og såmænd også ind i mellem i angrebet, når han som målmand gik med op for at hjælpe medspillerne.


Den 24-årige målmand kommer fra Vejle, hvor han har spillet i 1. division i halvandet år. Før den tid stod han for Otterup HK i to sæsoner og i HC Odense i tre sæsoner.


Velkommen "hjem" alle tre!