Selv om Nordsjælland Håndbold pt. ligger næstsidst i håndboldligaen med 7 point, og SUS Nyborg fører 2. division, så var det sidstnævnte, som var toneafgivende fra start til slut, da de to hold for øjnene af 400 tilskuere tirsdag aften mødtes i pokalturneringens 5. runde i Nyborghallen.
Allerede da Sebastian Ring efter få sekunders spil uimponeret på et løbeskud fra højre back-position sendte bolden forbi den tidligere landsholdsspiller og udenlandsprofessionelle Kristian Asmussen i det nordsjællandske mål var tonen slået an til en pokalsensation.
Og sådan fortsatte hjemmeholdet. Man måtte nærmest knibe sig i armen, da SUS Nyborg på kontraktryk og gennembrud udbyggede føringen til 12-8 og 14-10, inden ligaholdet vågnede lidt op inden pausen, og fik reduceret til 14-13.
Men SUS Nyborg spillerne var fortsat meget mere tændte end de betalte spillere fra Nordsjælland Håndbold, da fløjten lyd til anden halvleg. Og da hjemmeholdet kom på 20-15, begyndte de mange tilskuere for alvor at tro på en pokaloverraskelse af de store.
Det ventede modangreb fra ligamandskabet kom aldrig, og i stedet blæste SUS Nyborg spillerne gennem deres forsvar og sagesløse Kristian Asmussen, således publikum stående kunne klappe hjemmeholdet til slutsejren på 31-24.
Lodtrækningen til næste runde finder sted omkring 1. februar - med et ligahold mindre i hatten.
Kampe på lørdag i Ullerslev
Allerede på lørdag den 19. januar spiller SUS Nyborg igen på hjemmebane, denne gang i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter. Først spiller 2. divisionsholdet kl. 15.00 mod Odder HK 2, og kl. 16.30 møder 3. divisionsmandskabet Team Tornved KFUM fra Nordvestsjælland.
Der er dermed lagt op til en ny håndboldfest, og til kampene vil der være flere publikumsaktiviteter, blandt andet salg af amerikansk lotteri.
Og som bekendt starter dagen med besøget af KIF Kolding København og GOG, som træner i hallen fra kl. 11 til 13.
Læs den store reportage i Fyens Stiftstidende onsdag om pokalsejren over Nordsjælland Håndbold. Se også reportagen på www.fyens.dk - klik her!
Også på SUS Nyborgs hjemmeside er der mere om kampen, blandt andet mange fotos - klik her!