Efter 20 år som økonomiansvarlig i Fyns Håndbold Forbunds forretningsudvalg takkede Lene Jørgensen, SUS Håndbold, af ved mandagens repræsentantskabsmøde. DHF's formand Per Rasmussen overrakte hende Dansk Håndbolds Forbunds sølvnål som belønning for den store indsats.
Allerede som 14-årig kom Lene "Høj" Jørgensen med i det daværende håndboldudvalg i Skellerup SG&I, hvor hun samtidig også var både spiller og træner. Og lige siden har hun været leder i både barndomsklubben, der 1989 blev til SUS Håndbold. Samme år – for 20 år siden – trådte hun så også ind i topledelsen af Fyns Håndbold Forbund.
- Jeg følte, at det var tiden at sige stop nu. Jeg har brugt utrolig meget tid på FHF-arbejdet, men jeg kommer helt sikkert til at savne de mange oplevelser, og ikke mindst den samhørighed og de venskaber, som har fulgt med. Det var været kilden til at ofre så meget fritid på et sådant frivilligt og ulønnet job, netop det inspirerende og hyggelige ved at arbejde sammen med så mange spændende håndboldfolk og –venner, siger Lene, der i alle årene i det daglig virke har været revisor.
Netop hensynet til jobbet som registreret revisor har været afgørende for hendes svære valg. Således har det medført en masse mødeaktivitet og hjemmearbejde, ud over de faste FU-møder hver tredje uge og de syv-otte årlige bestyrelsesmøder.
Som økonomiansvarlig har Lene gennem alle 20 år været medlem af Fyns Håndbold Forbunds forretningsudvalg og dermed også bestyrelsen. Det primære arbejdsfelt har været at tilvejebringe dækning for de udgifter, som det koster at drive et forbund på omkring 100 håndboldklubber - med afvikling af turneringer, arrangementer mv.
Forbundets årlige omsætning er i dag oppe på 3,3 millioner kroner, hvor indtægterne alle kommer fra brugerbetalingen fra klubberne. På udgiftssiden er der et væld af turneringsrelaterede udgifter, ikke mindst til dommere. Desuden er der administrationsudgifterne, herunder til kontorholdet og konsulenttjenesten, der tæller fire ansatte.
Da Lene Jørgensen trådte ind i FHF-bestyrelsen i 1989, hvor hun "afløste" en anden SUS-leder, Erik Hansen, var forbundets egenkapital 265.000 kroner. Her 20 år efter er den vokset til 860.000 kroner.
I forbindelsen med overrækkelsen af DHF's sølvnål skal det nævnes, at Lene Jørgensen allerede i 2000 fik tildelt Fyns Håndbold Forbunds fornemste hæder i form af guldnålen.
SUS Håndbold ønsker Lene »Høj« tillykke med den flotte hæder fra Dansk Håndbold Forbund, og håber, at hun fortsat har tid og lyst til at bruge sin store ledererfaring i mange år i klubben. Lige nu er hun blandt andet med i stævneledelsen for Fionia Bank Cup.