Tirsdag aften blev det nye holdfællesskab mellem SUS Håndbold og Nyborg GIF's divisionshold for herrer officielt præsenteret først for pressen og derefter for et halvt hundrede af de to klubbers sponsorer, som havde taget imod indbydelsen til arrangementet i Nyborghallen.
Efter sportschef Allan Lunds indledende ord om det spændende projekt blev samtlige spillere enkeltvis præsenteret i hallen. Og efterfølgende fik de mange gæster set eksempler på divisionsspillernes intensive træning frem mod turneringen, som indledes for 2. divisionsholdets vedkommende lørdag den 22. september med lokalbraget mod Svendborg HK kl. 16.00 i Nyborg, og dagen efter for 3. divisionsholdet mod Dalby kl. 15.00 i Ullerslev.
Aftenen sluttede med en gennemgang af de mange muligheder, som det lokale erhvervsliv har for at bakke op om det nye østfynske håndboldsamarbejde i form af reklameaftaler og sponsorater.