Igen i år er SUS Håndbolds stærke ungdomsafdeling repræsenteret ved et danmarksmesterskabsstævne. Sidste år var det som de fleste husker herre juniorerne, der blev nr. 4 ved stævnet, som blev afviklet på hjemmebanen i Ullerslev.
Efter en flot sæson, som endte med en andenplads i Fyns bedste række, skal U-12 drenge elite til uofficielt DM i Hvidovre i den kommende weekend den 1. og 2. maj. Stævnet er et invitationsstævne, hvor de tre bedste hold fra de bedste rækker i hver landsdel er inviteret.
SUS Håndbolds U12 drenge skal spille mod Hanstholm, Søften (fra Århus), samt Herlev/Hjorten om lørdagen. Om søndagen vil der være placeringskampe, hvor nr. 1 og 2 går videre til finalepuljer, og nr. 3, 4 og 5 spiller placeringskampe.
- Vi glæder os meget til at prøve kræfter med de bedste hold i landet, samt til en hyggelig sidste tur med holdet. De fleste af drengene spiller U14 næste år, lyder det fra holdets træner, Tom Nowack, før weekendens store opgave i Hvidovre.
Se hele programmet og følg resultaterne online i weekendens løb ved at følge dette link:
http://www.hvidovrehaandbold.dk/sw/frontend/show.asp?parent=208083&layout=0
Vandt i Vissenbjerg
Ud over den fornemme placering som Fyns næstebedste hold efter GOG i turneringen, så har holdet også en frisk stævnesejr med i bagagen til DM-stævnet. Holdet vandt nemlig i påsken et stort stævne i Vissenbjerg.
SUS Håndbold havde to U12 drengehold med til stævnet, og de tre trænere, Tom Nowack, Lars Søgaard og Henrik Hansen fortæller her om en super duper tur:
A-holdet startede med en klar sejr fredag aften og B-holdet lagde ud med et klart nederlag.
Efter kampene gik vi tilbage til skolen, hvor to forældre havde sørget for en fornem buffet til drengene, bestående af pizzasnegle,
pølsehorn, fingerdeller, boller, gulerods- og agurkestave, tomat, samt frugt. Desserten var muffins.
Om aftenen blev der leget og pjattet til den store guldmedalje. De spillere sidste sov ved 4 tiden, så vi havde regnet med, at det var nogle trætte drenge lørdag morgen, der tog vi dog fejl.
Der var liv i alle kl. 7.00, så vi havde ikke behøvet vækkeuret. A-holdet vandt begge kampe stort om lørdagen, og B-holdet løb ind i et par klare nederlag
mod A-hold, trods god fight fra alle.
Så var der dømt disko-aften. Håret blev sat, enkelte blev sminket af pigerne fra SUS, og alle iførte sig festtøj. Der blev leget med pigerne, drukket masser af sodavand, spist chips og slik i lange baner, og udvekslet telefonnumre med udenøs piger.
Om søndagen fik B-holdet deres første sejr mod Otterup 2, efter godt spil af alle, samt en fantastisk opbakning fra tilskuerne. De to sidste kampe blev tabt knebent efter god fight.
A-holdet vandt de to første kampe søndag, og skulle "bare" have et point i den sidste kamp mod Bakkelandet 1. Den kamp blev dog tabt med to mål, efter en kamp, hvor drengene ikke kunne klare presset.
Vi var dog heldige at vinde puljen på bedre målscore, da Otterup havde slået Bakkelandet 1.
I finalen ventede Vissenbjerg, som overraskende havde slået Hashøj. Alle var
klar til denne kamp, og nerverne var lagt på hylden. Efter flot spil i begge ender af banen, med en TP i hopla i målet, samt en fantastisk opbakning fra tilskuerne, så kunne det ikke gå galt. Finalen blev vundet med 12-5!
Alle spillerne på holdet fik en håndbold samt en guld medalje, og vi fik en flot pokal til klubben.
Tak til alle spillerne for en super tur med en god stemning og højt humør alle dage.
Årets SUS'ere
U12-trænerne har holdt afslutning for drengene, hvor følgende blev valgt årets "SUS'ere":
C-holdet: Jonas Ring
B-holdet: Mikkel Jensen
E-holdet: Malthe Henriksen
Tillykke til alle!