Allerede klokken 06.00 fredag morgen var der afgang fra Ullerslev mod Berlin for de fire hold. Derfor var luksusbussen pakket og kunne drage mod Berlin til omkring den tid. Der var højt humør på i bussen selvom det var meget tidligt på dagen. Der gik dog ikke lang tid før det meste af bussen havde fundet hovedpuderne frem, og gået til drømmeland. De andre som kunne holde sig vågne blev underholdt af Mick Øgendahl og Rune Klan - idet at "Tak for i aften" var blevet sat på bussens fjernsyn. Senere kom også "Ørkenes Sønnere" på. Turen derned gik ellers som planlagt og bussen ankom til Berlin en time før planlagt, derfor blev SUS-holdene kørt rundt i Berlin på en sightseeing hvor alle seværdighederne blevet set.
De tre aftener SUS nåede at have i Berlin var der hygge for både hold og ledere. U18-holdene havde fået lov til at indtage alkohol på turen, og med en bar på vandrehjemmet hvor spillerne boede, så foregik deres aftenener der. U16-holdene hyggede sig derimod med spil og snak på værelserne, mens de også invaderede det nærmeste pizzaria samt Burger King som begge steder lå få meter fra vandrehjemmet.
Der skulle ikke spilles nogle håndboldkampe den første dag. De to efterfølgene dage blev der så spillet håndbold, og de kampe endte med disse udfald.
U16 Pigerne var kommet i pulje med 3 andre danske hold - Skt. Klemens Bellinge 1, Kolding KFUM 2 og IF Centrum fra Silkeborgområdet. Der var ingen slinger i valsen for pigerne, og de vandt alle tre kampe overlegent og var dermed klar til semifinalen om søndagen. I semifinalen skulle pigerne op imod Kolding KFUM's 1. hold. SUS havde som sagt slået 2. holdet overlegent i puljekampen, men der var desværre for SUS for stor forskel på første- og andetholdet i Kolding KFUM. SUS tabte semifinalen med 9-3 (Kolding vandt stævnet). Som en trøst for pigerne vandt de bronzekampen GKIK fra Sverige, og fik dermed en flot 3. plads ved stævnet i Berlin
U16 Drengene var kommet i en 5. mandspulje og skulle derfor spille kampe den første dag. De var kommet i pulje med TV Sissach (Schweiz), Newham Flames (England), Gadstrup IF (Danmark), Lok Rangsdorf (Tyskland). Drengene spillede ikke prængende, men alligevel lykkedes det for SUS-drengene at vinde de første tre kampe. SUS skulle derfor spille puljefinale mod Lok Rangsdorf. Vinderen kom i finalen og taberen i bronzekamp. Desværre for SUS tabte de den puljefinale med et mål (Lok Rangsdorf vandt stævnet). SUS tabte dagen efter også bronzekampen til HV Gemini fra Holland, og endte derfor på 4. pladsen ved stævnet.
U18 Pigerne var ligesom U16 Pigerne kommet i en ren dansk pulje med Skt. Klemens Bellinge, Gastrup IF og Kolding KFUM. U18 Pigerne kunne dog desværre ikke leve op til U16 Pigernes resultat, og det lykkedes kun for SUS at slå Skt. Klemens Bellinge, men pga. de andres indbyrdes opgør, så endte SUS sidste i puljen, og skulle derfor spille om 10.-11. pladsen om søndagen. Den kamp vandt SUS og derfor slap de for den sørgelige sidsteplads. De endte derfor på 10. pladsen ved stævnet.
U18 Drengene var blot kommet i pulje med 2 hold. De to hold var begge tyske - HSG Reinfeld/Hamberge og TSV Buchen. SUS havde problemer i den første kamp, men alligevel endte det med SUS-sejr og i anden kamp sejrede SUS ligeledes. Derfor var SUS i en vinderpulje med de to andre puljevindere som skulle spilles om søndagen. De to hold var DJK Büdesheim og TV Brenz - to hold som også var Tyskland. SUS stillede op til de to kampe på en meget humorristisk måde. Jannik Løkke havde haft gang i tuschen og havde malet på halvdelen af SUS-holdet. SUS pjattede en del gennem begge kampe med mange festlige og sjove indslag for tilskuerne, samt en masse systemer som nok ikke lige er skrevet i håndboldens ABC. Alligevel vandt SUS begge kampe og vandt stævnet efter at have besejret 4 tyske mandskaber.
Hjemturen foregik om natten, og derfor var der ikke det store problemer for de meget udmattede SUS-spillere at sove det meste af vejen hjem. Bussen stod igen i Ullerslev klokken 06:00 mandag morgen hvor forældre tog imod.
Alt i alt var det en super tur for de fire hold, med en masse gode og sjove oplevelser.