Det var de tilstedeværende repræsentanter fra SUS Håndbolds veteraner, som blev kaldt frem, da den nyindstiftede jubilæumspokal for første gang skulle overrækkes ved klubbens 20 års fødselsdagsfest den 3. april i Ullerslev Forsamlingshus.
Veteranholdet fik prisen især for deres indsats i forbindelse med Fionia Bank Cup hvert år i september måned. Det er spillerne på holdet, og en lang række hjælpere, som for seks år siden tilbød at "overtage" tilrettelæggelsen og afviklingen af det stævne, som klubbens ungdomsudvalg i 2003 for første gang afviklede med dengang 40 deltagende hold uden overnatning eller bespisning og kun i Ullerslevhallerne. Siden har holdene kunnet overnatte og blive bespist i weekenden, og fra 70 hold i 2004 er stævnet vokset til sidste års rekord med 156 hold, som spillede i ikke mindre end 12 haller på Østfyn.
Dermed har veteranholdet foruden en positiv oplevelse for de omkring 1500-1600 deltagere og de mange hjælpere, en flot omtale af SUS Håndbold over hele landet, samtidig med et overskud til gavn for klubbens ungdomsafdeling på et stykke over 100.000 kroner årligt.
Jubilæumspokalen kan veteranholdet placere i frontruden på Bergholdt-bussen, når holdets spillere med ægtefæller og flere af deres trofaste hjælpere netop ved Fionia Bank Cup drager til Polen og Berlin på deres særlige afslutningstur for sæsonen i dagene 14. til 17. maj. Ikke mindre end 33 deltagere er tilmeldt turen, der går over Gedser-Rostock med overnatning torsdag og fredag i Kolobrzeg ved Østersøkysten. Her bliver der bl.a. udflugt i det polske landskab med smedemester Henrik Bergholdt, Kissendrup Smede- og Maskinforretning som guide. I området har han haft sit polske firma KSM Trading forankret i over 10 år. Lørdag fortsætter turen til Berlin, hvor der er rundvisning og hotelovernatning, inden det igen søndag den 17. maj går tilbage til Danmark. For to år siden var veteranerne afsted på en lignende, succesfuld tur, dengang med 20 deltagere.