Veteranholdets Jørgen Møller stod her til morgen ikke tilbage for landsholdets Mikkel Hansen. SUS-holdet havde ellers ført sikkert mod det rutinerede Østfyns HK i lokalopgøret kl. 09.00 i Ørbæk Midtpunkt, men fra stillingen 12-9 lykkedes det hjemmeholdet at nå op til 12-12 med et halvt minut igen. Iøvrigt for første gang i kampen.
Men så fik Benny Olsen tilkæmpet sig et tremeterkast med to sekunder igen. Men selv om seks Østfyn-folk rakte hænderne godt i vejret, lykkedes det alligevel Jørgen Møller at sende bolden op i det fjerneste målhjørne, forbi en sagesløs Erik Mortensen i målet.
Dermed er veteranerne fortsat ubesejret efter jul, hvor de fra 1. pladsen i old boys C rykkede op i old boys B (som alle øvrige hold iøvrigt også gjorde, da C-rækken blev nedlagt og omdannet til to B-rækken sammen med de lavestrangerede B-rækkehold før jul). Derfor ligger SUS også nu på 1. pladsen i B-rækken.
Dermed havde SUS-veteranerne gjort deres til at varme godt op til eftermiddagens EM-finale. Og det gik jo os rigtigt godt - tillykke med guldet hånbolddanmark!