Endnu en hjemmesejr til herrerne

Uden at spille op til det allerbedste vandt 2. divisionsherrerne over Øresund Håndbold i går med 33-29. På fredag kl. 19.30 bliver det sikkert vanskeligere, når topholdet fra Rødovre kommer på besøg i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter. Derfor er der igen brug for stor publikumsopbakning.

 

Selv om herrerne igen vandt på hjemmebanen, så manglede der lidt stemning på publikumsrækkerne. Måske er det savnet af musikledsagelsen (nogle blandt publkum savner det dog nok ikke), eller måske også, at SUS-spillerne i går ikke virkede så tændte, som gæsterne fra Øresund Håndbold.

Forhåbentlig bliver der mere gang i hallen på fredag aften, når topholdet Rødovre HK kommer på besøg, og en hjælp kunne være, hvis flere børne- og ungdomsspillere rottede sig sammen og dannede mere "hør-bare" heppekor. Det kunne man måske få organiseret her i ugens løb... - for det bliver der brug for i det topopgør, som venter.

Med sejren på 33-29 over Øresund Håndbold og sejren over Team Sydhavsøerne en uge forinden er SUS-herrerne nemlig med i den sjove ende, og hvis det mod rækkens nummer to fra Rødovre kunne blive en tredie hjemmesejr på stribe, så er holdet godt rustet til de efterfølgende udekampe, som hidtil har vist sig anderledes vanskeligere. 

Trods den manglende gnist lykkedes det alligevel i går at hente begge point. Det skyldtes blandt andet en god indsats af Mikkel Jensen i SUS-målet, og ikke mindst, at playmaker Mads Rydal i pressede angrebsfaser havde det store overblik, og med klogt opbyggende spil og gode frispilninger gav holdkammeraterne mulighed for de rigtige angrebsafslutninger.

Igen var fløjene Niels Hansen og Simon Elsborg farlige i kontraryk. Sidstnævnte blev dagens topscorer med seks mål.

Læs kampreferatet fra Fyens Stiftstidende her!

Og som nævnt er der allerede på fredag igen hjemmekamp - kampen mod Rødovre HK starter kl. 19.30.