Overraskende storsejr til herrerne over Amager

På forhånd var dagens modstandere frygtet efter deres 37-9 sejr over Lammefjorden, og SUS’ eget ti måls nederlag i den forgangne weekend. Men Amager blev eftertrykkeligt sat på plads af et meget tændt hjemmehold, der vandt for øjnene af næsten 300 tilskuere med 33-24.


Umiddelbart så de skulderbrede grønklædte Amager ellers mere tændt ud end de unge og knap så korpulente SUS-spillere, da spillerne indtog det nye gulv i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter i eftermiddags, og Amager-målmanden var tæt på nærmest at vælte det nye mål af bar ærgerrighed for at komme i gang med 2. divisionskampen.


Men hurtigt fik han travlt med andre opgaver, nemlig at hente bolden ud af nettet efter flotte SUS-afslutninger.


Forrige weekends markante resultater for de to hold var vanskeligt at få øje på. Men måske var der alligevel en forklaring.


I ugens løb havde Amagers playmaker med fortid i FCK Håndbold forladt klubben, og måske netop manglede hans spilstyring pludselig. Og samtidig havde SUS-lejren brugt ugen til at få oplevelsen fra Holte-kampen lagt bag sig og i stedet få den brugt til noget positivt og fremadrettet.


- Alle var bare klar i dag, og vi spillede en helt igennem flot kamp. Alle ydede en mandfolkeindsats og afsluttede fremragende i alle situationer, og vort forsvarskoncept virkede helt efter aftalen, lød det fra en super tilfreds assistenttræner Kim Pultz efter sejren på de ikke mindre end 33-24.

- Vi fik vist hele klubben og omverdenen, at SUS-flagskibet har et højt topniveau og kan begå sig på 2. divisions niveau.

 
SUS førte hele kampen igennem, og holdt hovedet koldt i de afgørende faser. I målet spillede Lasse Honoré en brandkamp, og i modsat ende lynede Lasse Kok Hansen både fra distancen, med gennembrud og med indspil til stregspillerne. Forsvaret fungerede som nævnt også helt perfekt, ikke mindst med en effektiv fremskudt Simon Elsborg, der i anden halvleg opfangede flere løse Amager-afleveringer og slog kontra med mål til følge.


Lasse Kok Hansen og Simon Elsborg blev topscorere med hver 9 mål. Fra højresiden var Niels Hansen og Jacob Fladegaard effektive med henholdsvis 5 og 4 mål, og fra stregen Anders Bebe Hansen ligeledes med 4 mål. De sidste to SUS-mål blev sat ind af Heine Christiansen og Mads Rydal.

 

SUS Håndbold spiller næste kamp ude søndag den 23. oktober mod HK Lammefjorden, som har tabt begge deres første kampe.