Storkamp i renoverede omgivelser

Onsdag aften kl. 19.00 spiller SUS Håndbolds nyoprykkede 2. divisionshold mod landets fjerdebedste hold i pokalturneringens ottendedelsfinale.

 

Kampen mod Nordsjælland Håndbold fra Håndboldligaen bliver samtidig lejlighed til at se den renoverede hal i Ullerslev efter branden i april.

Derfor ventes en stor tilstrømning af tilskuere til kampen, som starter kl. 19.00. Derfor opfordrer SUS Håndbold til, at man møder i god tid.

For spillerne bliver det en særlig oplevelse både at skulle møde et så stærkt mandskab og så samtidig indvie det nye lyseblå tv-gulv og de flotte rammer i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter efter storbranden.

På forhånd levnes de lokale talenter ikke mange chancer mod det stærke nordsjællandske mandskab, der tæller flere landsholdsspillere, heriblandt den meget rutinerede målmand Peter Nørklit, storskytten Sebastian Koch Hansen, islændingen Oluffur Gudmundson, og de nykårede ungdomsverdensmestre, stregspilleren Alexander Lynggaard og fløjen Magnus Bramming.

- Vi kommer op mod overmagten. Det er der ingen tvivl om. Men vi sætter os nogle delmål, og spillerne skal først og fremmest nyde kampen, de flotte rammer og give et forhåbentlig stort publikum en oplevelse, siger SUS Håndbolds nye træner, Jørgen Christensen.

I forhold til sidste år har han de samme spillere til rådighed, som så flot sluttede på andenpladsen i deres første sæson i 3. division, og efter fire kvalifikationskampe rykkede op i 2. division. Tilmed er der på højre backpladsen kommet en stærk venstrehåndsspiller, det kun 18-årige stortalent fra Østfyns HK, Jacob Fladegaard.