- Hjertelig tillykke med sølvnålen, et meget velfortjent skulderklap på mange års frivilligt arbejde i SUS Håndbold.
Sådan lød det, da Erik Hansen ved SUS Håndbolds 20 års jubilæumsarrangement i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter søndag den 29. marts blev overrasket. På vej frem til hans sædvanlige fotografering af begivenheder i hallen, var det ham selv, som blev kaldt frem til Fyns Håndbold Forbunds formand Mogens Mulle Johansens overrækkelse af forbundets sølvnål.
Erik Hansen var som mangeårig formand for Skellerup SG&I's håndboldafdeling med i etableringen af SUS Håndbold i 1989, og han var klubbens første formand frem til 1994.
I dag sidder han stadigvæk i sponsorudvalget, som han også var med til at opstarte i 1989.
- Jeg tror ikke, der findes nogen forening i Danmark, som har så stort et billedarkiv som SUS. Uanset, hvor du er, har du altid kameraet over skulderen, lød det fra Torben Nielsen, der selv har været mangeårig formand for SUS Håndbold, da de mange i hallen hyldede Erik Hansen for indsatsen gennem de mange år.
Efter formandstiden var han i nogle år træner blandt andet træner for klubbens puslinge- og drengespillere, heriblandt hans egne sønner Jeppe og Lasse, og i alle årene har PR-arbejdet i klubben ligget på Erik's skuldre.
- Uden dit store engagement havde SUS Håndbold ikke så flot en hjemmeside og en årlig præsentationsavis for klubbens aktiviteter og hold, fremhævede Torben Nielsen, og fortsatte rækken af bedrifter.
- Blandt andet har du været med til at etablere et oldboys hold, så du fortsat kunne spille håndbold, og til kampen i dag stillede du op i en træningsdragt fra 1986.
Endelig var Erik Hansen også med til at tage initiativet til klubbens børnestævne i september, og han er fortsat i stævneledelsen for Fionia Bank Cup, der på få år er vokset til et af landets største håndboldstævner.
Inden Mogens Mulle Johansen overrakte FHF-sølvnålen efter indstillingen fra SUS Håndbold, nævnte han, at han og Erik Hansen rent faktisk havde været holdkammerater i forbindelse med udtagelseskampe til FHF's udvalgte ynglingehold i 1970 (!), men at det kun blev Erik, som fik plads på holdet.
I perioden fra 1981 til 1989 sad Erik Hansen i bestyrelsen for Fyns Håndbold Forbund, sideløbende med formandsposten i det daværende håndboldudvalg i Skellerup SG&I. Her var han samtidig formand for FHF's arrangementsudvalg og medlem af Dansk Håndbolds Forbunds arrangementsudvalg og dermed var han med til at arrangere landskampe og DM-stævner, blandt andet U-VM i Danmark i 1987, hvor det danske hold med Anja Andersen m.fl. vandt sølv, og hvor en af kampene, Sydkorea mod Polen, blev afviklet i Ullerslevhallerne.
- Du valgte din barndomsklub, hvor du stadig er meget aktiv, af hensyn til familien og din egen dagligdag, da arbejdspresset blev for stort, men vi havde stor glæde af din indsats i forbundet. Og havde det igen her i forbindelse med FHF's 75 års jubilæum, hvor du var med til at skrive jubilæumsskriftet, sagde Mogens Mulle Johansen, da han overrakte sølvnålen til SUS Håndbolds første formand.
Også SUS' nuværende formand Rene Vitton var klar med en gave som en stor og velfortjent tak for mange års frivilligt arbejde i SUS Håndbold.
Tak fra en "altankasse"...
"Altankasse", "Fiskekutter" - sådan lyder nogle af alternative ord fra Dansk Idræts Forbund, hvis man i hverdagen glemmer at sige tak til de frivillige ledere. Som modtager af Fyns Håndbold Forbunds sølvnål fik jeg søndag en meget stor tak for mit bidrag til, at der findes en driftig og herlig klub for egnens sportinteresserede børn og voksne. Det varmer ekstraordinært meget at få en sådan hæder, og det er med til med glæde at kunne se tilbage på de mange timer, som er brugt gennem årene, og lettere fortsat udføre et stykke frivilligt arbejde.
Derfor vil jeg gerne sige SUS Håndbolds bestyrelse - der alle selv yder en stor frivillig indsats i hverdagen - tak for indstillingen til sølvnålen, og tak til Fyns Håndbold Forbund for hæderen. At I så havde valgt at overraske mig netop på 20 års dagen i en fyldt hal - og midt mellem to kampe med mange af de unge på holdene, som jeg selv har trænet og fulgt håndboldopvæksten af til østdivisionsspillere, heriblandt mine egne to sønner - det var ekstra herligt. Tak skal I ha' allesammen.
Erik Hansen