Stemningen er god i 2. divisionstruppen, her inden spillerne går på en kort sommerferie. Truppen fra sidste år er næsten intakt. Dog har man naturligvis måtte sige farvel til den spillende træner fra sidste sæson, Dennis Vesterskov. Desværre er det endnu ikke lykkedes at overtale rutinerede Jesper Bæk til at tage endnu en sæson. På tilgangssiden er vi glade for at hilse unge og talentfulde Jacob Fladegaard velkommen. Jacob, der stadig er U-18 spiller, bliver trods sin unge alder en del af truppen til 2. divisionsholdet.
Det er fra en lidt uvant side, at vi p.t. mærker efterspørgsel på vores spillere. Således er det et faktum, stregspiller Casper Grønnegaard og målmand David Martinussen begge skal aftjene deres værnepligt og dermed kun i begrænset omfang kan være til disposition. De nye trænere Jørgen Christensen, cheftræner og Kim Pultz assistenttræner er derfor også på udkig efter forstærkninger til specielt stregspiller- og målmandspositionen.
Selv om SUS råder over hele stammen af de unge talenter fra sidste års oprykning fra 3. division, så er der plads til spillere udefra, som kan se en udfordring i at være en del af denne unge og spændende trup, der nu skal prøve kræfter med 2. division.
Interesserede spillere kan få oplysninger om træningen, træningstider, målsætninger m.m. hos træner Jørgen Christensen (tlf. 21 45 19 61) eller senioransvarlig Klaus Rydal (tlf. 20 33 35 65).
Træningen har måttet foregå i henholdsvis Aunslevhallen og Vindingehallen efter branden i Ullerslev. Også træningskampe, med gode resultater, er det blevet til i maj og juni. Således spillede holdet uafgjort mod Otterup HK, der som bekendt var ude i oprykningskampe til 1. division i april måned, og mod GV Ejby blev det til tre måls sejr. Begge modstandere skal i næste sæson også spille i 2. division vest, hvorimod SUS skal spille i østkredsen.
Træningen fortsætter efter sommerferie, og første store opgave bliver onsdag d. 31. august kl. 19.00, hvor det gælder kvartfinalen i pokalturneringen mod ligaholdet fra Nordsjællands Håndbold . Kampen kan samtidig ses som en glimrende anledning til at indvie den nyrenoverede hal. Mere om kampen følger senere her på hjemmesiden.