Der blev handlet enorm hurtigt og effektivt af brandfolkene søndag aften. Deres store indsats gjorde, at begge idrætshaller i Ullerslev blev reddet fra flammerne. Værst gik det ud over mellembygningen mellem de to haller med dets omklædningsrum og materialerum, der står til nedrivning efter omfattende brandskader. Også det splinternye motionscenter blev skadet betydeligt, og står nok til udskiftning af dele af loftet og endevæggen mod vest.
Og havde det ikke lykkedes at få slukket ilden i tiden, som vandrede mellem væggene mellem hal 2 og motionscenter, kunne det have gået rigtigt galt, også for kulturcentret.
Den effektive indsats er fortsat her i de første dage efter branden, idet taksatorer allerede har haft eftersyn og vurderet skaderne, så skadeservicefirmaer og entreprenører har kunnet komme i gang med at bryde halgulvene op, så der hurtigst muligt kan affugtes og rengøres.
- Det får os til at se meget lysere på situationen, ikke mindst for de mange brugere, som det kommer til at gå ud over. Der bliver arbejdet her hele påsken, og lige nu kan det meget vel ske, at hallerne igen kan tages i brug i efteråret med nye gulve og inventar, lød det tirsdag fra en trods alt optimistisk fritidsinspektør Torben Wind.
Samtidig er der blevet arbejdet på højtryk for at motionscentret igen kan få midlertidige lokaler til dens store medlemsskare, som ellers lige skulle til at indtage det funklende nye motionscenter i to etager.