Så er der lagt op til endnu et brag af en oprykningskamp for SUS-herrerne på vej mod 2. division. Efter sidste lørdags sejr på 29-25 over HK Give Fremad for øjnene af 400 tilskuere i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter gælder det så på søndag og onsdag de to kampe mod nr. 10 fra 2. division, HK Århus Nord - hvor den samlede vinder næste år spiller i 2. division.
Den første af de to afgørende kampe om pladsen i 2. division spilles på søndag den 17. april kl. 17.30 i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter.
Det er meget vigtigt, at den flotte opbakning til SUS-holdet gentages, så det bedst mulige udgangspunkt for returkampen i Århus kan blive lagt. Derfor håber spillerne og klubben, at der bliver rigtig stor tilstrømning på søndag. Kom derfor i god tid!
Returkampen i Århus spilles onsdag den 20. april kl. 20.15 i Lystruphallen. Til kampen er der muligheder for SUS-tilhængere at køre med spillerbussen fra Ullerslev kl. 16.15. Tilmelding til busturen - klik her!
Desuden er SUS-holdet sikret opbakning af ikke mindre end 70 af klubbens U14, U16 og U18 spillere, der tager turen til Århus onsdag aften, inden de drager til påskestævne i Vejle.
Vi skulle hilse fra Kerteminde Ugeavis og Lokalavisen Nyborg og beklage, at der på grund af påsken ikke kan nås at bringe referater fra kampene før efter helligdagene. Til gengæld dækkes kampene via www.fyens.dk, hvor der allerede sammen aften kan læses kampomtale. Også her på hjemmesiden vil der være referat og billeder fra kampene - og et link til fyens.dk's omtale.