God afslutning på sæsonen for U14 pige 2. division

Efter en lidt sløv start på anden halvsæson, sluttede U14 pige 1 godt af med 2 sejre og et nederlag i de sidste tre kampe.

Mod Faaborg

Vi slog Faaborg 20-10 i kvalifikationskampen til divisionen og derfor var der stor vilje til at hive endnu en sejr i land d. 13. marts.

Faaborg kom bedst fra start, men vi fik hurtigt kæmpet os op igen og var foran med en enkelt ved pausen (7-6). Faaborg lagde hårdt ud fra anden halvlegs start med nogle gode skud ude fra. Efter et par scoringer fik Sanne på mål fat i langskudene og i den anden ende tog Emma og Marie ansvar og lavede flere flotte detaljer.

Faaborg kom dog med igen, da forsvaret ikke fungerede helt optimalt. Ved stillingen 14-13 trådte Stinna i karakter og med 3 flotte scoringer i slutfasen endte kampen 17-13 til SUS.

Målscorere: Emma og Marie med 5, Stinna 4, ”Skov” 2 og Maja med 1.

 

Mod Bellinge

Bellinge har vi spillet tæt op med flere gange og derfor var der lagt op til et spændende opgør i Bellinge d. 20. marts.

Vi kom bedst fra start, hvor Bellinge havde store problemer med at dække Marie op. Alligevel fik Bellinge midt i 1. halvleg overtaget initiativet og vi kom bagud med 5 mål. Vi ændrede forsvaret til 5-1 og dette kom bag på Bellinges piger.

Resultatet af dette var at vi i det meste af 2. halvleg kun var bagud med et eller to mål. Desværre var kampen for kort til at vi kunne nå at indhente Bellinges forspring og kampen endte 13-11 til Bellinge.

Målscorere: Marie 5, ”Stoksted” 2, Maja, Stinna, Emma og ”Skov” med 1.

 

Mod Nyborg

Den store hjemmesøndag blev skudt i gang 09.15  (eller 08.15....) af U14 pige 1. Kampen var mod Nyborg som vi slog før jul med 16-10.

Her havde vi fået forsvaret på plads fra Bellingekampen og var klar fra start. Under hele kampen var det os der styrede slagets gang, hvor i sær Emma lavede flere flotte mål.

Grundet godt forsvar i begge ender og en hårdt skydende back fra Nyborg, fulgtes vi ad indtil pausen.

Efter pausen ved jeg ikke hvad der gik af pigerne. Det plejer at være et kritisk tidspunkt i vores kampe, men her begyndte vi for alvor at vise, hvad vi duede til. Med hele 6 mål i træk uden at Nyborg kom på tavlen, var sejren inden for rækkevide. Nyborgs back var dog ikke færdig med at score flotte mål og Nyborg kom tæt på med 10-8 før vi fik lukket helt af.

Med en flot scoring fra ”Hübertz”, der ellers plejer at lægge de fleste kræfter i forsvaret, blev resultatet 15-11 til hjemmeholdet. e

Målscorer blev: Emma 4, ”Skov”, ”Stoksted” og Marie 3, Stinna og ”Hübertz” med hver 1.

 

Nu skal det heppes på U14 pige 2, der skal spille Fynsmesterskab på søndag kl. 13.45. Begge hold slutter sæsonen af med stævne i Vejle i påsken sammen med de andre ungdomshold.