SUS-herrerne løb OH 77 over ende

I efteråret tabte SUS i Odense – i går vandt holdet med 19 mål i en flot kamp over odenseanerne efter især en sprudlende kontrafase, hvor Simon Elsborg (til venstre i billedet) scorede 13 mål og modsatte fløj Niels Hansen 6 mål.

 

SUS – OH77: 43–24 (23-14) 

 

Dagens kamp mod OH77 havde vi glædet os til siden november, hvor OH vandt vores kamp i Odense – og vi har set frem mod revanche. Vi gik ind til kampen med stor respekt for OH77, vi vidste at de ville forsøge at sætte endnu en stopper for os, og vores fokus i dagens kamp var at være stabile i forsvaret, og så skulle vores kontrafase fungere optimalt.

Vi spiller en super kamp, for en af de eneste gange i denne sæson, holdt vi fokus og koncentration gennem hele kampen – og vi går fra at være bagud med 5-7 efter 12 minutter, til at føre 13-7 efter 18 minutter. Føringen kom i hus, da vi dækkede godt op, og fangede mange indspil, som vi udnyttede i en meget skarp og konsekvent kontrafase, hvor specielt Simon Elsborg spillede en fantastisk kamp, og blev topscorer med 13 mål.

Det var dejligt at få revanche og vinde dagens kamp, og ikke mindst måden vi vandt på var dejligt, vi lykkes med de ting, vi havde aftalt inden kampen, og det lover godt for de næste kampe.

Næste kamp i Ullerslev, er pokalkampen mod Team København, som spilles tirsdag den 15/3 kl. 19.30.