Kampen om tredjepladsen blev vundet af SUS-damerne

Torsdag aften blev en rigtig SUS-aften, idet både damerne og herrerne vandt deres to vigtige kampe..

 

Ikast KFUM og SUS har nu mødt hinanden to gange denne sæson - første gang endte kampen med ét point til hver, denne gang med to point til SUS. 

Da SUS i efteråret var på besøg i Ikast, viste Ikast, at hurtigt spil under tremeteren og en dygtig målmand kunne stresse SUS. Taktikken op til returkampen var derfor, at der skulle løbes med Ikast - og at der ikke skulle være alt for stor respekt for Ikast' målmand.  Umiddelbart en simpel opskrift på sejr, men kampen blev alligevel en meget lige affære. Ikast står igen en flot kamp i målet, og SUS en fremragende kamp i forsvaret. Da Ikast har 7 mål, lidt over halvvejs i første halvleg, er to af disse tilskrevet straffekast, fire kontramål og dermed kun ét enkelt reelt angrebsmål.

I pausen, hvor Ikast er foran med en enkelt pind, snakker SUS om, at holdet har den bedste form, og at der fra nu af særligt skal satses på kontrafasen, derefter anden og tredjebølgefasen. Ikast virker trætte, og kan ikke nå med hjem i returløbet. Samtidig snakkes der om, at Ikast har en dygtig målmand, som har formået kun at lade 8 mål gå ind på 30 minutter, men at spillerne ikke må blive bange for at skyde.

Anden halvleg starter rigtig godt for SUS, og inden der er spillet ret lang tid, så har holdet spillet sig frem til en fem måls føring. Dette sker tidligt i anden halvleg, og selvom SUS stadig løber og fighter, så formår Ikast at få spænding ind i kampen igen, da de på et par hurtige kontrastød straffer SUS' fejl i angrebet. Heldigvis scorer SUS på nogle vigtige bolde i slutfasen, og damerne kan derfor trække sig sejersrigt ud af kampen om tredjepladsen. SUS ligger nu alene som nr. 3 i rækken, skarpt forfulgt af Ringkøbing og Løgum med 20 point og Mejdal og Ikast med 19 point. I toppen ligger Tjørring og Søndermarken nu á point med 28 point i alt - SUS lige bagefter med i alt 22 point, alle for lige mange antal kampe.

Der holdes nu en velfortjent vinterpause - som for damerne byder på lidt alternativ træning på en beachvolley bane ved havnen, lidt let løb og to træningskampe mod SUS onde ånd fra Tommerup og DHG. 

Næste turneringskamp spilles d. 27/2 på hjemmebane mod topholdet fra Søndermarken. Der bliver spillet om 2 meget vigtige point - kom i hallen til en god oplevelse.

Vel mødt..!