Allerede den 2. december sprang champagnepropperne i Ullerslevhallen som tegn på oprykning. Så tidligt er det vist aldrig sket for et seniorhold i SUS Håndbold.
Anledningen var, at 2. herrehold vandt topkampen over Skårup med sikre 29-22, og dermed kan oprykningsaspiranterne fra He-Ry 67, som SUS slog i Ryslinge, ikke nå SUS-herrerne, selv om det ikke skulle lykkes at hente point på Langeland i sidste kamp før jul.
Som bekendt har nummer et i de to serie 1 kredse i de seneste sæsoner byttet plads med de to nederste hold i Fynsserien til jul, og derfor denne tidlige oprykning af SUS-holdet, som består af flere af spillere fra de seneste sæsoners førstehold sammen med talenter fra egen ungdomsafdeling, som nu er blevet seniorer.
Med den intense træningsindsats af både første og andetholdet i denne sæson vil begge hold kunne klare sig godt i de ellers svære rækker - nu henholdsvis 3. division og Fynsserien.
Imens herre serie 1 holdet kunne fejre oprykningen, spillede begge klubbens 3. divisionshold i hallen. Først mødte herrerne Vejle i en til tider rodet affære. Men hvor hjemmeholdet i slutfasen alligevel sikrede sig begge point med knebne 27-26.
Også damerne skabte stor spænding for det fremmødte fredagspublikum. Mens herrerne i det meste af kampen styrede begivenhederne, bølgede damernes kamp mod Grindsted/Billund mere, og først med et af ialt syv mål af spillende træner Ana Lyø i sidste minut sikrede SUS sig begge point. Blandt andet var holdet med fem minutter tilbage bagud med to mål.
Derfor var der ekstra meget at fejre, da de fleste af spillerne og øvrige SUS'ere i 10-12 graders frost drog til sen julekomsammen i Ullerslev Forsamlingshus.