SUS-damerne op i 3. division!

Efter afbud fra et jysk hold har SUS Håndbold taget imod tilbuddet om at få en plads i 3. division i den forestående sæson. Spillerne, som var meget tæt på oprykning efter andenpladsen i Fynsserien i sidste sæson, er klar til at tage den spændende udfordring op.

We did it… heltinderne er i 3. division…!!

(Af: Marie-Louise Forum Johannesen)

 

Damerne fik et spændende tilbud, så spændende, at de ikke kunne sige ”nej tak”…

 

For tre måneder siden glippede chancerne for, at SUS’s damer skulle spille i 3. division i sæsonen 2010/2011, men så blev der sendt en mail til formanden AnnKarina, og en søndag morgen blev telefonerne brugt flittigt – både mellem spillerne og bestyrelsen, og spillerne imellem. Et jydsk hold har trukket sig fra 3. divisionen, hvorfor SUS er blevet tilbudt denne plads. Bestyrelsen havde betænkninger, idet SUS’s damer består af en ungt og vel nok også lidt urutineret hold, sammenholdt med, at damerne tidligere har været tilbudt en plads i 3. division, som resulterede i mange store nederlag. Derfor var bestyrelsen naturligvis bekymrede for, om det nuværende Fynsseriehold, ville kunne klare sig i 3. division. Dog er spillerne ikke i tvivl – de vil spille 3. divisionshåndbold. Bestyrelsen bakker naturligvis op om spillernes beslutning, og glæder sig lige så meget til en ny og meget spændende sæson…

 

Der er derfor blevet takket ”Ja tak” til pladsen, og det er derfor med glæde, at det kan annonceres, at damerne næste sæson også er at finde i 3. division. Trods nederlag i kvalifikationskampene, så er der ingen tvivl om, at spillerne kan klare presset og niveauet i en 3. division. En sæson mere i Fynsserien havde vel nok været en positiv oplevelse, men der skal ikke være tvivl om, at sæsonen ville have budt på mange storsejre og mange kampe med SUS som storfarvoritter. Nu skal spillerne være underdogs, måske lide et par nederlag, men vigtigst af alt, så skal spillerne nu til at spille bold, hvor det er fysikken og det mentale, som er med til at afgøre kampe – og ikke blot held og hurtigt spil.

 

Idet træner Ana Razdorov Lyø skal være spillende træner, har Klaus Rydal indvilliget i at være gardering på bænken, i de situationer, hvor træneren på trække i trøje nr. 17. Damerne glæder sig til at have Klaus med på bænken – han har rutine og en god forbindelse til klubben, klubbens ånd, og det er noget, som damerne gerne vil have med på bænken, både på ude- og hjemmebane.

 

Både spillere og træner glæder sig derfor endnu mere til den kommende sæson, som nok ikke vil byde på 20 måls sejre, men en masse erfaring, spillemæssige tætte kampe og masser af gode stunder…

 

Det er dog ikke kun på førsteholdet, at der er gode nyheder at spore. Der arbejdes hårdt på at finde en træner til SUS’s 2. holds damer, trods holdet stadig ikke er helt på plads. Så til alle spillere, som endnu ikke har haft lyst til at spille, kom i hallen og få en snak – i SUS’ har man i hvert fald vist, at det nu er op til spillerne, om der skal være et andet hold. Ambitionerne er, at der ikke skal være tale om et telefonhold, derfor vil holdet kunne regne med, at træneren er seriøs og bestemt har ambitioner på holdets vegne…

 

Endvidere, så afholdes der møde på næste tirsdag den 14.september kl 19.00, hvor hver spiller har mulighed for at melde ud, hvor ambitionerne ligger, således at spillerne og trænerne imellem ved, hvad der er af indbyrdes forventninger til hinanden. Endvidere vil der også blive fremsat målsætninger for den kommende sæson. Særligt nu, hvor førstehold og andethold har fået to fantastiske tilbud, er det aktuelt at finde ud af, hvordan og om klubbens og spillernes forventninger stemmer overens.

 

Kom derfor i hallen til først et hyggeligt møde og efterfølgende god, hård og inspirerende træning.

 

Vel mødt..!