Drengene gjorde resultatmæssigt rent bord. Samtlige kampe blev vundet 2-0, dermed blev der ikke afgivet en eneste halvleg til modstanderne.
I indledende runde gik det udover Herning/Hauge, Ribe/Esbjerg og Tårs-Ugilt! I semifinalen mødte SUS-drengene Team Sydhavsøerne. Kampen var meget lige og særdeles spændende. Begge halvlege endte med etmåls sejr til SUS efter scoringer i de allersidste sekunder. Så var holdet finaleklar, og minimum sølvmedaljerne var i hus.
Skovbakken HK havde efter en meget tæt kamp mod FIF (afgjort i ”solo-mod-målvogter”) vundet den anden semifinale og var dermed finalemodstanderen. Forsinkelse i programmet betød at SUS-drengene næsten ingen pause havde mellem semifinalen og finalen. Måske det var en fordel for de unge drenge. Som træner Chris Sawaguchi sagde efter finalen: ”De nåede slet ikke at blive nervøse eller tænke specielt meget over tingene, de gik bare ind og spillede løs”. Og det gjorde de så flot at Skovbakken blev spillet ud af banen i første halvleg. Anden halvleg startede også med SUS-drengene i front, men pludselig var det som om, at der gik lidt ”gummiarm” i det. Skovbakken nåede til sidst op på uafgjort, men igen viste SUS koldblodighed og afgjorde finalen med en scoring i allersidste sekund.
Danmarksmesterskabet blev af flere spillere og træner Chris Sawaguchi fejret med den obligatoriske tur i Storebælts kolde vand. Chris havde nemlig ved den fælles morgenmad tidligt på lørdagen bedyret ”Hvis vi går hele vejen, så skal jeg nok gå forrest, når vi skal i vandet!” På det tidspunkt havde nok hverken træner eller spillere den store tro på, at de senere på dagen skulle løfte pokalen som DANSKE mestre 2010!! Men sådan gik det! Endnu et DANSK mesterskab til SUS Håndbold! SUS der også vandt danmarksmesterskabet i 2007 for U-16 spillere, er dermed indtil videre den eneste klub, der har sit navn indgraveret to gange i DM-vandrepokalen. En præstation som vi kan være meget stolte af.
Spillerne der vandt dette års DM er: Mike Jochumsen Hansen, Frederik Petersen, Nico Hansen, Christoffer Thygesen, Benjamin Pedersen, Jens Bebe Hansen, Alexander Verheij, Thomas Torp og Joakim Rydal. Og som nævnt træner Chris Sawaguchi.