U18-semifinalen spilles onsdag kl. 20.00

Onsdag den 7. april kl. 20.00 spiller vore U18-drenge den første semifinale om det danske mesterskab på hjemmebanen i Ullerslev mod vinderne af vestligaen, AaB Håndbold fra Ålborg.
Ullerslev Kultur- og Idrætscenter bliver helt sikkert fyldt til bristepunktet på onsdag aften, når de lokale talenter for tredje gang i deres ungdomstid spiller med i slutrunden om det danske mesterskab.
 
Med andenpladsen i østligaen i den netop overståede vinterturnering er SUS' U18 drengehold blandt de fire bedste hold i Danmark, som nu skal afgøre det danske mesterskab for 18-19 årige spillere. Ullerslev-holdet spiller hjemme onsdag den 7. april kl. 20.00 den første semifinale mod vinderne af vestligaen, AaB Håndbold, mens returkampen i Ålborg finder sted søndag den 11. april (nærmere tidspunkt oplyses senere). 

Allerede som U14-spillere var SUS-talenterne for første gang med ved Dansk Håndbold Forbunds slutspil om det danske mesterskab, hvor det – i øvrigt i Ålborg – blev til bronzemedaljer. To år senere – som 2. års U16 spillere – var holdet igen blandt de fire bedste i Danmark, og blev her nummer fire, da slutspillet blev afviklet på hjemmebanen i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter. 

Her igen som 2. års spillere - som U18 og dermed på tærsklen til senioralderen – er spillerne igen klar til kampen om det danske mesterskab. Og rent faktisk er det stort set samme spillere gennem alle årene, som har nået dette opsigtsvækkende resultat. 

Et hold som AaB Håndbold er samlet af talenter fra hele Nordjylland, blandt andet fra Strandby/Elling, som SUS har mødt ved de to foregående DM-stævner, ligesom også de fleste øvrige U18-tophold er sammenslutninger eller sammenførte hold i storklubber.
 
Derfor er det helt ekstraordinært, at en landklub som SUS Håndbold har formået at være med helt fremme i alle årene – foran klubber med millionbudgetter som f.eks. Viborg, Bjerringbro, Kolding, TMS Ringsted, FCK eller Nordsjælland – blot for at nævne nogle af landets ligaklubber. 

En håndfuld af SUS-spillerne har holdt sammen lige siden minihåndboldtiden, og med tilgang helt tilbage i puslinge- og drengetiden fra naboklubberne Kerteminde og Munkebo, samt Jakob Lindemann for tre år siden fra Kølstrup/Rynkeby's drenge B-hold, og Tobias Jakobsen fra Birkum, der kom sidste år fra GOG, så er truppen et sammentømret klubhold med kun lokale kræfter, som gennem de mange års sammenspil kender hinanden intenst både på og udenfor banen. 

Samtidig har holdet de seneste fire sæsoner været trænet af den tidligere divisionstræner Ulrik Jørgensen, der så det som en spændende opgave at føre denne lokale talentmasse videre efter de to SUS-trænere Klaus Rydal og Christian Rahns succes som DM-bronzevindere med holdet tilbage i 2006. Ulrik Jørgensen har formået at både fastholde truppen og samtidig udvikle spillerne fortsat til at tilhøre de allerbedste i landet. 

Alt dette sætter kvalifikationen for tredje gang til DM-slutspillet i et stort relief. 

Tilmed har alle spillerne på holdet givet håndslag på, at de også som seniorspillere fortsætter i SUS Håndbold. De har nemlig selv – dels som træningspartnere med det nuværende fynsseriehold og dels som spillere i flere af sæsonens kampe, bl.a. mod Faaborgs 1. divisionshold i pokalturneringen – været medvirkende til, at seniorholdet efter denne sæson er rykket op i 3. division. 

Gennem hele vintersæsonen har et stort publikum fulgt U18-holdets vej mod DM-slutspillet. Derfor er der også sikkerhed for, at der bliver fyldt på onsdag aften i Ullerslevhallen, og at mange tager med bussen, når de gælder returkampen i Ålborg om søndagen (nærmere program og tilmelding til turen følger). 

Den anden semifinale står mellem GOG og Skanderborg, og vinderne mødes senere på måneden i finalerne. Det kunne være fantastisk, om SUS-holdet blev en af parterne…