Damerne skal spille om oprykning

Successen fortsætter her i slutfasen af sæsonen: Damerne har nu også muligheden for oprykning til 3. division!


Søndag spillede SUS' fynsseriedamer ude mod Humble håndbold. Kampe i Humble er altid svære, så derfor var fokus rettet mod, at der ikke skulle undervurderes - for trods en sidsteplads i turneringen, så er Humble bare altid gode på hjemmebane. Under opvarmningen blev der tjekket resultater fra de øvrige kampe – resultater, som heldigvis viste sig, at falde ud til SUS’ fordel. Det stod derfor klart, at med to point mod Humble, så ville holdet sikre sig muligheden for at spille to play-off kampe, som kan give adgang til 3. division.

Det var hjemmeholdet, som kom bedst fra start – og bragte sig hurtigt foran med 4 mål. SUS havde svært ved at få timingen i spillet til at fungere, hvilket resulterede i mange tabte bolde og dårlige afleveringer. Midt i første halvleg lykkedes det SUS at finde hinanden på banen, og via hurtigt tempo og godt forsvarsspil kan SUS gå til pause foran 12-10.

Anden halvleg byder på mange indbyrdes kampe og mange to minutters udvisninger – heldigvis overvejende til hjemmeholdet. Humble dækker hårdt op, til tider muligvis også urent, hvorfor de da også spiller i undertal i store dele af anden halvleg. Overtalsperioderne er dog ikke udelukkende med til at sikre sejren, det er lige så meget den fine start, som SUS får på anden halvleg. Damerne går fra en pausestilling på 12-10 til at være foran med 17-12, hvilket er med til at knække Humble. Derefter kan SUS kun holdet hovedet koldt og undlade at lade sig påvirke af Humbles forsøg på at påvirke SUS’erne og spille to meget vigtige point ind på kontoen.

Damerne har derfor haft en meget mærkelig sæson, som startede så fint med en meget bred trup af spillere, som alle har kvalitet til at kunne klare sig i en 3. division. Men med mange skader og en enkelt spiller, som skulle en tur til Australien, så måtte de resterende spillere kæmpe i første halvsæson, bare for at kunne overleve i Fynsserien.

Med 3 point i anden halvsæson, var ambitionen, at holdet skulle befinde sig i top 5 ved sæsonens slutning og dermed give lidt stabilitet til førstehold damer, som har kæmpet med op- og nedrykning de sidste mange sæsoner.

Det er derfor helt utroligt, at SUS nu skal ud og spille om oprykning til landets 4. bedste række, nemlig 3.divison.

Det vides endnu ikke, hvilket hold, som der skal konkurreres mod, men det er helt sikkert, at damerne vil kæmpe til det sidste – for uanset kampens udfald, så har denne sæson været helt fantastisk, damerne har kæmpet, svedt og virkelig knoklet.

Nu skal resten af sæsonen bare nydes – også selvom den lige nu er blevet forlænget med i hvert fald 14 dage.

Følg derfor nøje med her på hjemmesiden, damerne får nemlig brug for al den opbakning, som Ullerslev og omegn kan stille med.