Selv om spillet ikke var det mest pragende søndag i en næsten mennesketom hal i Ullerslev (mens det danske herrelandshold kæmpede mod Polen om VM-bronze hjemme på tv-skærmene - og sneflokke for en gangs skyld kom vrimlende), så blev det alligevel til sejr over Allesø GF.
Dermed fik SUS-herrerne et godt afsæt til tirsdagens tur til København, hvor holdet i sjette runde i Nordea Cup (landspokalturneringen) møder Gribben Håndbold fra københavnsserien. En sejr vil ganske givet betyde en kamp mod et divisionshold - og hvem ved, måske et ligahold i næste runde.
Og ligeså vigtigt bliver det på søndag at være godt forberedt, når rammerne bliver noget ganske andet i Nyborghallen. Gamle tiders fortættede stemning med mange hundrede højrystede tilskuere, hvor Jens Bøje tog den ene oplagte chance efter den anden fra gæstende berømtheder, eller når Hans Hansen, Erik Hansen og de andre Skellerup-spillere i fynsserien kæmpede gevaldige kampe i Nyborghallen for æren og prestigen i den østfynske håndboldverden.
Nu får deres sønner lov til at opleve en sådan prestigekamp, når Nyborg og SUS som nummer 1 og 3 i fynsserien tørner sammen klokken 15.30. Og forhåbentlig får de - ligesom i gamle dage - hjælp af masser af "medrejsende" tilskuere var "vor del af kommunen"...
Tilbage til søndagens opgør. Selv om SUS allerede to gange i denne sæson har vundet klart over Allesø, så blev det mere tæt denne gang, fordi Allesø øjensynlig har fået bedre styr på deres spil.
Hjemmeholdet førte hele første halvleg, dog uden at kunne tage rigtig afstand, samtidig med at Palle Matthiesen stod for mange flotte redninger i SUS-målet. Og fra pausestillingen 18-16 lykkedes det endog gæsterne at bringe sig foran med 20-19, inden SUS fra 23-23 scorede fem mål i træk og Jonas Stefansson kom ind og lukkede helt af i mål, var kampen i realiteten afgjort.
I sejren på 34-30 scorede Lasse Kok Hansen 8 gange, stregspilleren Casper Grønnegaard 6, Michael Markvardsen 5, de tre førsteårsynglinge Niels Hansen, Simon Elsborg og Mads Rydael scorede henholdsvis 5, 4 og 4 mål, mens Kim Rasmussen og Thomas Pedersen scorede hver 1 mål.