Østligaen er inde i den sidste afgørende fase om de to pladser, der udløser semifinalekamp om det danske U18-mesterskab. Med sejren i søndags over HIK er GOG med 14 point for 8 kampe sikre på den ene plads, mens SUS på andenpladsen med 10 point for 7 kampe endnu skal have flere point i hus, før slutspilspladsen er hjemme.
Med en sejr i lokalbraget i aften, torsdag den 18. marts kl. 19.00 i Gudme vil semifinalepladsen være meget tæt på, ligesom muligheden for førstepladsen i ligaen dermed også fortsat er intakt.
Derfor håber SUS-holdet på mange medrejsende tilskuere, idet GOG på grund af den manglende håndboldliga-repræsentation efter konkursen har indbudt alle klubbens mange sponsorer til et VIP-arrangement forud for opgøret mellem Østdanmarks to bedste U18-hold. Derfor forventes 5-600 tilskuere til lokalbraget!
Allerede om søndagen efter, den 21. marts kl. 13.00, skal SUS-holdet på hjemmebane, ud i endnu et afgørende opgør om den forjættede semifinaleplads, når U18-spillerne fra Kasi-Jespers klub, Albertslund/Glostrup tropper op i Ullerslev. En sejr over sjællænderne, som pt. er tre point efter SUS på trediepladsen, vil definitivt sikre SUS enten første- eller andenpladsen i østligaen, og dermed adgang videre til semifinalerne og finalen mod de to bedste hold fra vestligaen i april måned.
Derfor: Vær med til at bakke U18-drengene op i de kommende vigtige kampe - det kunne jo være sjovt at få en semifinale - og en DM-finale - i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter i april!!!