Ikke mindre end 600 tilskuere var på plads i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter torsdag aften, og dermed var det tæt på rekorden på omkring 700 tilskuere, der for præcis 30 år siden i den dengang netop færdigbyggede nye hal i Ullerslev, så det det daværende lokale herre fynsseriehold fra Skellerup SG&I spille mod AGF's 1. divisionshold i pokalturneringen. Kampen dengang endte 31-19 til gæsterne, mens cifrene i går blev 39-24 til gæsterne. Det viser med al tydelighed en øget spilhastighed, hvilket undertegnede, der dengang var med på hjemmeholdet og i går som tilskuer, sagtens kan bevidne.
Med Faaborg HK's nyeste opkøb af landsholdsspillerne Kasper Nielsen (Danmark), Asgeir Hallgrimsson (Island) og Jakob Larsen (Grønland) fra det GOG's fallitbo, steg interessen adskillige grader blandt både håndboldinteresserede og fra pressen. Således bragte TV2 Fyn senere torsdag aften et indslag fra kampen, og her i dag er der store reportager i såvel Fyens Stiftstidende som Fyns Amts Avis.
Blandt de mange tilskuere sås håndboldkendisser fra hele Fyn, blandt andet stregspilleren på det danske damelandshold, Kamilla Kristensen.
Også SUS Håndbolds mange sponsorer var flot repræsenteret. Sponsorudvalget havde inden kampen inviteret til et forarrangement, og her hørte ikke mindre end 60 sponsorer om SUS Håndbolds store aktivitetsniveau og de mange holds flotte, aktuelle placeringer. Endvidere deltog to af lederne fra den initiativrige håndbold i Faaborg, Lars Brunse og Lars Klink Andersen. De fortalte om, hvordan det er lykkes fra 2004, hvor deres fynsseriehold rykkede op i 3. division, til i dag at være tæt på oprykning til håndboldligaen.
Som optakt til herrernes pokalkamp spillede SUS' dame fynsseriehold mod Vissenbjerg fra samme række i Fynske Cup. SUS-damerne spillede en god kamp og efter en halvlegføring på 17-17 endte kampen med en SUS-sejr på 25-23. Topscorer for hjemmeholdet blev Maria Eriksen og Sophia Aagaard med hver seks mål.