To point mere på kontoen - og med Kertemindes nederlag på hjemmebane mod Stenstrup - kan SUS-herrerne konkludere, at førerpositionen i fynsserien i går blev styrket. Og allerede i morgen aften kan endnu en sejr øge forspringet i den ellers tætte række her efter jul.
Men kampen er det første lokalopgør i nyere tid mellem SUS og BR 66's herrer, idet BR 66 på grund af de nye regler om oprykning efter første halvsæson nu er at finde i fynsserien. Og med sejren i går mod Assens HK bliver det utvivlsomt et tændt nabohold, som tager imod Ullerslev-holdet. Derfor håber SUS naturligvis også på medbragt publikumsstøtte.
Fra kampen mod Veflinge/Morud, som endte 29-23, er der at berette, at SUS faktisk var bagud 0-4 og 4-6, inden holdet kom igang ved 8-6 og siden 11-7 inden pauseføringen 15-8. Men gæsterne fra Nordfyn kæmpede sig tilbage til 19-19, inden hjemmeholdet satte tingene på plads til sidst.
SUS-målscorerne blev Martin Andersen med hele 10 scoringer, Heine Christiansen 5, Andreas Berg Jensen 3, Jesper Bæk og tilbagevendte Casper Grønnegaard hver 2, Dennis Vesterskov og Kim Rasmussen hver 1 mål.