SUS-spillerne har kun sig selv at takke for nederlaget søndag i U18 østligaen mod rivalerne fra GOG. De kom nemlig ud til anden halvleg med en falsk forvisning om, at dén sejr nok skulle hentes hjem mod et skadesramt sydøstfynsk mandskab med kun en enkelt udskiftningsspiller på bænken.
I første halvleg havde hjemmeholdet helt styr på kampen, omend det kun blev til 11 scoringer. Til gengæld lukkede SUS-forsvaret og i særdeleshed David Martinussen godt af mod de gul-røde, som kun fik lov til at score syv gange i de første 30 minutter.
Men straks efter pausen blæste GOG til angreb med deres velkendte kontramaskine, og inden SUS vågnede op, havde modstanderne scoret seks mål i træk, og dermed bragt sig foran 13-11!
Det chok kom hjemmeholdet sig aldrig over, trods flot opbakning fra de omkring 300 tilskuere i hallen.
Det lykkedes dog at komme op på 13-13, men der kom først kontakt igen ved 20-20, blandt andet med energimål af Sebastian Ring.
Det var også ham, som udlignede i sidste minut til 23-23, men med blot et par sekunder før tid lykkedes det for GOG-topscorer Theis Baagø med sit ottende mål at sikre sejren.
For SUS scorede følgende: Mads Rydal 5, Anders Bebe og Jacob Lindemann 4, Sebastian Ring og Niels Hansen 3, Simon Elsborg, Rasmus Petersen, Jeppe Kok Hansen og Tobias Jacobsen 1.
Næste opgave for SUS U18 holdet er på udebane næste tirsdag, den 2. februar, mod Ajax i København.