Mens dameholdet tog hul på sæsonen i 3. division i hallen med en storsejr over Horsens, afviklede SUS Håndbold tirsdag aften generalforsamling i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter. Her blev der set tilbage på sidste sæson, der så brat blev afsluttet med statsministerens nedlukning af landet, og ind i den nye sæson, hvor corona-udfordringerne fortsætter.
- Pludselig blev der enormt stille i hallerne. Derfor en stor tak for forståelsen og hjælpsomheden i Covid19-tiden, som for os alle har været en helt ny situation at stå i og dermed også været med en vis usikkerhed og mange spørgsmål. Med ved fælles hjælp syntes jeg, at vi – halinspektør, trænere, udvalgsmedlemmer, spillere og forældre imellem har løst situationen upåklageligt, lød det fra formanden for børne- og ungdomsudvalget, Hanne Skyum Pedersen.
Hun kunne glæde sig over, at SUS Håndbold både i sidste sæson men også i den nye sæson, der indledes i disse uger, har hold i næsten alle årgange, og som gør sig gældende i deres rækker. Således havde klubben sidste år ligahold i SUS Nyborg-holdsamarbejdet i U19 drenge og fire 1. divisionshold i ungdomsrækkerne.
Klubben havde i det forgangne regnskabsår et pænt overskud, blandt andet takket være et flot resultat fra det årlige SUS Spar Nord Cup. Stævnet, som skulle have været afviklet i den forgangne weekend, måtte desværre aflyses som alle øvrige stævner i denne tid, og derfor budgetterer klubben i indeværende sæson med et mindre underskud.
Til bestyrelsen blev Lars Nørhave nyvalgt i stedet for Heine Christiansen. Efter næsten 20 år i bestyrelsen og med en kæmpe indsats for SUS Håndbold, både som spiller, ungdomsformand, træner og et enkelt år som formand (2004-05) valgte Heine Christiansen ikke at genopstille ved generalforsamlingen. Heine, som sidste år blev hædret med SUS Håndbolds jubilæumslegat, er flyttet til Odense og på grund af sit arbejde ikke ser det muligt længere at bestride den frivillige post i SUS-bestyrelsen.
Der var genvalg til bestyrelsen af både Hanne Skyum Pedersen og Michael Hedeager.
På den vigtige kassererfunktion er der også sket et skifte. Efter en årrække på posten har Ann Karina Lindemann valgt at stoppe efter veludført arbejde. Ny kasserer for SUS Håndbold er Rebacca Danekilde Kiel.
Heine Christiansen fortsætter dog som revisor for SUS Håndbold sammen med Jørgen Hedeager, som blev genvalgt.
Tak til Heine Christiansen og Ann Karina Lindemann for indsatsen for SUS Håndbold i rigtig mange år.