Med nederlaget på 25-34 søndag ude mod IF Sjernen (læs: Odense hf's andethold), så bliver det ikke nemmere for SUS Håndbolds herrer at lege med om oprykningen i det forjættede land, divisionerne, i denne sæson. Det havde krævet en sejr mod IF Stjernen, der inden kampen lå på andenpladsen foran SUS og efter det suveræne, ubesejrede tophold fra Nyborg.
Det så da også godt ud fra starten, og ikke mindst op til halvleg, hvor SUS kom foran 15-12, og straks i anden halvleg, hvor det blev 19-14, troede de mange medrejsende SUS-tilhængere, at sejren var inden for rækkevidde.
Men lige som det serbiske mandskab senere på aftenen, erklærede SUS-spillerne "våbenhvile", og med kun to scoringer i et kvarters tid mod Stjernens 12 af slagsen vendte kampen fuldstændig.
Det lignede en flok SUS-spillere, som ikke havde lyst til at lege med mere, men den manglende udstråling og ikke mindst misserable forsvarspil og afslutninger uden power skyldes nok snarere en utilstrækkelig kondition hos holdets bærende og erfarne spillere.
Til kampen havde SUS ikke mindre end fire førsteårs U18-spillere fra østdivisionsholdet i kamp, og alle gjorde de, hvad de kunne for at hjælpe deres ældre klubkammerater til en ellers vigtig pointhøst. Alle tre markspillere, Niels Hansen, Mads Rydal og Simon Elsborg, kom på scoringslisten, mens Mikkel Jensen, som var med i stedet for ferierende Palle Matthiesen, leverede en flot indsats i slutfasen, da han afløste en sagesløs Jonas Stefansson.
Dagens SUS-topscorer blev Lasse Kok Hansen med 10 mål, Morten Wind scorede seks gange.
Næste søndag venter endnu en vanskelig udekamp - det prestigefyldte lokalopgør mod Kerteminde, som dog har tabte de seneste to kamp mod oprykkere fra serie 1. Derfor er der lagt op til et brag af en kamp, hvor SUS-holdet håber at have mange tilhængere på plads i Kertemindehallen kl. 15.00.