Det blev den ventede håndboldoplevelse
i Ullerslev torsdag aften, også selv om SUS Håndbolds 3. divisionsdamer som
ventet tabte stort til stjernerne fra Odense HC i Santander Cup'ens 5.
runde.
Resultatet blev 35-15 til ligaens tophold, efter 18-6 til de suveræne gæster
ved pausen.
Næsten 400 tilskuere var mødt frem i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter, og de
kunne glæde sig over mange håndboldlækkerier, og hvor også hjemmeholdet så
afgjort kunne være indsatsen mod overmagten bekendt.
- Spillerne kæmpede bravt og fik en herlig oplevelse, trods den fysiske mur de
mødte, lød det fra SUS-træner Allan Jensen efter pokaldysten.
For Odense HC blev landsholdsspilleren Stine Jørgensen topscorer med syv mål,
Susanne Bækhøj og Sara Hold scorede hver fire.
Målscorerne for SUS Håndbolds 3. divisionsdamer blev Katrine Hansen med 4 mål,
Amalie Larsen 3, Celina Heine Matthiesen og Anne-Katrine Thorup hver 2, samt
Helle Fyrsterling, Laura Pletscher, Maja Hardon og Rachel Sejten hver et mål.
Også begge SUS-målmænd, Regitze Madsen og Anne Ekdal Svendsen, ydede en flot
indsats med flere redninger af forsøg fra de hårdtskydende og dygtige
modstandere.
I modsatte ende var der fravær af den hollandske landsholdskeeper Tess Wester,
og de hendes danske kollega Althea Reinhardt måtte udgå, da hun fik det skidt
midt i første halvleg, tog markspiller Susanne Madsen over.
Inden kampen var 90 sponsorer, SUS- og Odense-tilskuere samlet til spisning i
Kultursalen, hvor der også var besøg af gæsternes træner Jan Pytlick.