Spillerne på SUS Nyborgs 2. divisionshold kan se frem til to vigtige kampe i den kommende uge i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter.
På torsdag den 28. februar kl. 19.00 gælder det 5. runde i Santander Cup’en, hvor holdet skal møde TMS Ringsted fra Håndboldligaen.
Det bliver et meget spændende gensyn med træner Christian Dalmoses tropper, der – som de fleste nok husker – blev sendt hjem med et nederlag i sidste års sekstendedelsfinale i Santander Cup 2018. Derfor tørster det sjællandske mandskab, som aktuelt ligger sidst i ligaen, givetvis efter revanche.
Foruden den karismatiske træner tæller truppen flere kendte ansigter, også fra det østfynske område. Således er både Benjamin Pedersen, som er født og opvokset i Ullerslev og som indledte sin håndboldkarriere i SUS Håndbold, og Sebastian Thor, tilsvarende fra Ørbæk, begge solide forsvarskæmper og stregspillere hos TMS Ringsted.
Allerede om søndagen efter, den 3. marts klokken 14.30, spiller SUS Nyborg igen i Ullerslev. Her gælder det Kolding HK, som ligesom hjemmeholdet ligger i den tætte bundregion af 2. division.
Og som bekendt venter endnu en spændende kamp publikum i Ullerslev i den kommende tid. Torsdag den 14. marts klokken 19.00 tørner SUS Håndbold 3. divisionsdamer ud mod selveste Odense HC, der suverænt topper HTH-ligaen. Også her gælder det 5. runde af Santander-pokalturneringen.