De kommende uge byder på to opgør mod de gul-blusede fra Gudme for SUS Håndbolds U14 drengehold. Allerede i morgen, tirsdag den 24.november spilles første opgør, når Fyns to bedste U14 drengehold tørner sammen i Gudmehallerne kl. 18.45. Og der er ingen tvivl om, at det bliver en ”sjov” kamp. SUS vandt som bekendt de to holds første opgør; 24-22 blev cifrene, da holdene mødtes i Ullerslev den 25.oktober.
Men siden dengang har GOG fået deres profil Mikkel Møller kampklar igen. Så GOG stiller helt klart med et bedre hold denne gang. Udover æren er der imidlertid ikke det store på spil i morgen. Fakta er nemlig, at de fire bedste hold fra Eliterækken før jul overføres til Eliterækken efter jul, sammen med de to bedste oprykningsberettige hold fra A-rækkerne. Og det krav har både SUS og GOG allerede opfyldt.
Der overføres heller ikke points til anden halvsæson. Så det er først kampene efter jul, som bliver afgørende for hvilket hold, der skal repræsentere Fyn i kampen om at komme til at spille om DM. Men men, tag ikke fejl! Æren og prestigen i at vinde kampen i morgen er MEGET værd! Og både SUS og GOG spiller en gang rigtig flot håndbold! Så mød op i Gudme kl. 18.45 i morgen tirsdag den 24.november og støt drengene fra SUS!
Og allerede søndag den 29.november drager SUS U14 drengene igen til Gudme. Denne gang er det de to klubbers andet hold, som mødes i A-rækken. Her har GOG indtil nu været suveræne: syv kampe har givet syv sejre, og holdet er ene i spidsen. SUS har præsteret lidt ”fifty-fifty”. Seks kampe har givet 3 sejre, en uafgjort kamp og to tabte kampe. Men med den rette indstilling og en god fight er vi sikre på, at vi kan give GOG en god kamp og måske drille dem lidt!! Kampen spilles i Gudme kl. 14.45 søndag den 29.november.
Vi, Christian Rahn og Helle Riget, glæder os i hvert fald rigtig meget til begge opgør! Og vi håber, at I kommer og bakker drengene op! Vel mødt!