Efter en peptalk i omklædningsrummet var det et forandret SUS-hold, der gik ind til anden halvleg, og forsvaret hang lige pludselig rigtig godt sammen. Efter 18 minutters spil havde Esbjergs liga-reserver således kun scoret 3 gange, og SUS udbyggede føringen stille og roligt. Med 10 minutter igen kom SUS foran 24-21, og her besluttede Esbjerg at gå i helbanepres, noget der i tidligere kampe har voldt SUS gevaldige kvaler. Men et par gode redninger på Esbjergs kontraspil og god ro i angrebsspillet gjorde, at SUS stille og roligt kunne køre en sejr på 29-26 hjem. Lørdag spiller Sønderborg, der er SUS’ nærmeste konkurrent om pladsen over stregen, mod de stærke piger fra Kolding, og hvis Sønderborg taber den kamp, er SUS endeligt sikret pladsen om at komme til at spille om endnu en sæson i 3. division. En plads, som de med deres spil efter jul, bestemt har gjort sig fortjent til!
Holdet siger tak for kampen og tillykke med oprykningen til de dygtige spillere fra Esbjerg. Der skal også lyde en stor tak til de publikummer, der havde ladet X-faktorfinale være X-faktorfinale, og i stedet var taget i hallen for at bakke op om pigerne.