Kampviljen lyser ud af SUS Håndbolds bedste herrehold for tiden. Allerede fra første fløjt i lokalbraget mod rækkens nr. to, Kerteminde, i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter søndag eftermiddag viste SUS-spillerne, hvorfor de nu indtager en solid førsteplads i Fynsserien.
Gæsterne blev fuldstændig løbet over ende af de rapfodede Ullerslev-spillere, samtidig med at forsvaret og målvogter Jonas Stefansson slet ikke gav kerteminderne plads til kvalificerede afslutninger.
Foran de ikke mindre 250 tilskuere i hallen afgjorde SUS-holdet i realiteten kampen med denne chokstart, ganske som det var tilfældet blot tre dage forinden mod SH Svendborg.
Især viste tilbagevendte Martin Andersen vejen sammen med de to U18-spillere Mads Rydal og Niels Hansen. Men også fløjraketten Jesper Bæk gjorde det slemme ved Kerteminde.
Da holdet samtidig har en god ballast i rutinerede kræfter til at styre spillet (og til at komme i anden bølge), så ser det rigtigt fornuftigt ud. Også selv om den mest rutinerede, Morten Wind, lige nu trækkes med en skade.
Kampen, der ellers på forhånd var frygtet efter Kertemindes gode start på sæsonen, sluttede sikkert 29-20. SUS-målene blev sat ind af Niels Hansen og Martin Andersen med hver 6, Mads Rydal 5, Jesper Bæk 4 og spillende træner Dennis Vesterskov 3 mål. De resterende mål blev scoret (med hver et mål) af Heine Christiansen, Michael Markvardsen, Palle Sørensen og sæsondebutant Kim Rasmussen. Endelig kom U18-målmanden Mikkel Jensen også på scoringslisten, da han efter en flot slutfase, hvor han afløste SUS' stærke islandske førstekeeper, fik lov til at eksekvere et straffekast efter tid.
På fredag den 20. spiller SUS-herrerne igen på hjemmebane, denne gang mod bundholdet DSIO. Kampen spilles kl. 20.15.
Med sejren i den forgangne uge mod Tved fra 3. division er SUS-herrerne fortsat med i Nordea Cup (landspokalturneringen). I næste runde skal holdet møde Hundested fra den sjællandske kvalifikationsrække, der svarer til Fynsserien. Kampen skal spilles i Ullerslev inden jul. Nærmere tidspunkt oplyses her på hjemmesiden.