Selv om det i søndags blev til et nederlag på 30-34 for SUS Nyborgs U18 Liga mod Team Sydhavsøerne, så er drengene tæt på at kvalificere sig til ikke mindre end semifinalerne om årets danske U-18 danmarksmesterskab. Det kræver en sejr på søndag ude mod Roskilde Håndbold, der lige nu indtager andenpladsen. GOG fører suverænt ligaen, hvor de to bedste hold i semifinalerne møder nummer et og to i Vestligaen mod DM-medaljerne.
Hvis det ikke var blevet til nederlag i de to seneste kampe, henholdsvis ude mod Gudme HK med blot et enkelt mål og i hjemmekampen mod Team Sydhavsøerne, ja så kunne det talentfulde østfynske mandskab allerede nu have stået i semifinalerne med landets fire bedste U18-hold.
- Det kan vi imidlertid takke os selv for. Det har været to dårlige kampe, hvor forsvaret ikke har hængt godt nok sammen, og ikke mindst er der blevet brændt alt for mange oplagte chancer, konstaterer træner Mads Rydal forud for den altgørende kamp på søndag.
SUS Nyborgs U18 spiller i Roskilde klokken 13.45.