SUS Håndbold har i den sidste måneds tid forberedt sig på en forhåbentlig fantastisk håndbolddag, med mange mennesker i hallen.
Finalisterne i alle ungdomsrækkerne skal i løbet af lørdag den 3. marts i de to haller i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter afgøre, hvem der kan kalde sig fynsk pokalmester 2018.
Derfor kommer der hold fra hele Fyn med mange tilskuere med sig.
Mange mennesker er som oftest også lig med megen trafik på parkeringspladserne. Ved hallerne i Ullerslev foregår der pt. en udgravning på den ene parkeringsplads, hvorfor der vil være begrænset med plads på denne. SUS Håndbold opfordrer derfor tilskuerne til at bruge parkeringspladsen ved skolen (lige ved siden af) samt pladserne omkring Ullerslev Centret/Lægehuset og det grønne område ved fodboldbanerne – begge områder er markeret med rødt kryds på billedet.
Der er fra de pågældende p-områder ikke mere end 300 meter til hallen.
Sidst men ikke mindst håber arrangørerne, at man ikke gør brug af Skolevej som parkeringsplads, da dette erfaringsmæssigt giver gener for andre trafikkanter, ikke mindst FynBus.
SUS Håndbold glæder sig til at tage imod jer gæster til en fantastisk håndbolddag!